Jakob Martin Strids fantastiske børnebog Mustafas kiosk er blevet trukket tilbage fra forlaget i Sverige, fordi der pludselig kom en masse klager om at den skulle være racistisk og islamofobisk. Enhver der har læst bogen, vil vide at det er en påstand der er langt ude i hampen.
Sagen får mig til at tænke på at vi jo alle sammen – ikke kun muslimerne – bliver udsat for stereotype fremstillinger af noget vi (blandt andet) er, ganske enkelt fordi vi alle sammen er mere end et unikt individ: Vi har egenskaber vi deler med andre: køn, etnisk herkomst, kropsvægt, hårfarve, alder osv. Og der findes stereotype fremstillinger af kvinder, tyrkere, overvægtige, rødhårede, gamle osv. Nogle af dem endda krænkende.
Alt dette er indlysende, ligesom det også er indlysende at forskellige individer har forskellige tolerancetærskler i forhold til hvornår de føler sig krænkede. Men det afgørende er hvad man stiller op med den krænkelse. Og der tror jeg det er en vigtig civilisationsfremmende gestus at man er i stand til at udholde krænkende ytringer (ord og billeder man oplever som sårende). Hvis ikke folk kan udholde krænkende ytringer, er der, så vidt jeg kan se, to steder vi kan ende: Enten i permanent borgerkrig eller – hvis vi skal forbyde alt det nogen kan opleve som krænkende – i en totalitær stat. Alternativet er at vi hver især øver os i at udholde de krænkende ytringer. Hvilket ikke betyder at man skal holde kæft, tvært imod. Det betyder at man skal argumentere, lytte, reflektere og svare igen, men hverken kræve forbud eller slå dem man er uenig med.
Der er i disse år en tendens til at flere og flere føler sig krænkede og forargede. Det handler ikke kun om muslimer, for ud over Strid kan man for eksempel tænke på ramaskriget omkring Blachman. At folk føler sig krænkede, er selvfølgelig helt i orden. Nogle af dem protesterer og giver udtryk for hvorfor de føler sig krænkede. Det er endnu bedre, så kan vi tale sammen. Men desværre er der nogle af dem der føler sig krænkede der slår til lyd for at den bog eller det tv-program de føler sig krænket af skal trækkes tilbage og forbydes. Og dét er et problem. Dels fordi ethvert forbud af denne type som nævnt vil være et skridt i retning af et totalitært samfund. Dels fordi de hysteriske krav om forbud risikerer at føre til selvcensur hos folk (et indre totalitært regime). Og endelig, ikke mindst, fordi den voldsomme forargelse over noget der vitterlig ikke kan betragtes som et stort problem (Strids bog, Blachmans program) giver de idioter man vil bekæmpe anledning og taletid, så de igen kan fremsætte deres frastødende ytringer – tænk for eksempel på de forstokkede mandschauvinister der kom på banen igen i kølvandet på Blachmandiskussionen, eller kig over Sundet, og se hvordan de mest båtnakkede racister netop nu benytter Stridaffæren til endnu en gang at svine muslimer til over en kam.
Krænkelseshysteriet fjerner fokus fra de virkelige problemer. For, ja, racismen findes desværre, og det samme gør diskriminationen af kvinder (i visse sammenhænge) og mænd (i visse andre sammenhænge). Det ville være mere frugtbart at fokusere på disse virkelige og ofte vanskelige problemer frem for at afstive sin identitet ved at svælge i en voldsom forargelse over småting (Blachman) – eller det rene ingenting (Strid).