Sprog er et medium, det er dét mine tanker lige nu bevæger sig gennem for at de kan nå frem til dig. Men sproget er ikke kun et medium. Sådan noget som blækklatter, orddelingsfejl og dialekter minder os om at det også er et materiale. Det mundtlige sprog har fysiske egenskaber der ligner musikkens (klang, tonehøjde, puls osv.). Og i kraft af den grafiske formgivning – skriftsnit, punktstørrelse, linjeafstand osv. – er også den trykte tekst noget sanseligt.
Jeg tror vi spontant opfatter skriften på bogsiden eller skærmen – hvad enten det er et digt med flosset højremargin eller tekstblokken i en roman – som en krop i et rum. I hvert fald bruger vi nogle af de samme ord når vi beskriver tekstens typografi, som når vi beskriver en krop: Den kan være spinkel, voluminøs, elegant, uharmonisk osv.
I sprogkunsten er de materielle aspekter, altså selve den måde sproget udformes på, helt afgørende. Ikke alle forfattere går op i hvordan deres bøger rent grafisk tager sig ud, men uanset om man er bevidst om det eller ej, betyder det noget for læserens oplevelse af teksten.
Også når man skriver, er sprogets materialitet afgørende, og den hænger sammen med den teknologi man bruger: kuglepen, skrivemaskine, computer. Teknologien virker ind på teksten. I tresserne var der digtere der skrev på skrivemaskine og lavede tekster hvor der var lige mange anslag i hver linje; det var næppe sket hvis de havde skrevet i hånden. Og tænk hvis Marcel Proust havde haft et tekstbehandlingsprogram til sin rådighed – så havde På sporet af den tabte tid måske set helt anderledes ud.
Mine egne digte begynder altid i håndskriften (eller i mundhulen), computeren kommer først ind sent i processen, men da er den til gengæld et nyttigt værktøj: Når jeg har læst de samme linjer så mange gange at jeg ikke længere kan se hvad der står, kan det være en hjælp af skifte skriftsnit så det enkelte ord helt konkret ser anderledes ud og placerer sig et lidt andet sted på siden. Og i slutningen af processen er computeren helt afgørende, for de sidste ti år har jeg selv lavet alt det grafiske arbejde i mine bøger. Opsætningen og valget af skriftsnit er for mig en fuldgyldig del af det litterære udtryk.
Da jeg skulle lave opsætningen af Fremmed under samme hud, vidste jeg det skulle være en serifskrift, altså bogstaver med ”fødder”. For digtene i den bog er skrevet som en slags hullet prosa: Der er en fast (og tilfældig) højremargin og dermed ikke de linjebrud der normalt kendetegner lyrikken; i stedet markeres overgangen fra én verslinje til en anden af et langt mellemrum (og en prik). Serifferne – de små tværstreger for neden eller for oven på bogstavets stamme – danner en slags usynlige læselinjer, der hjælper øjet med at fastholde fokus, og det er særligt vigtigt i denne bog, hvis øjet ikke skal ryge af sporet når det bevæger sig hen over de ualmindeligt lange ordmellemrum.
Det skriftsnit jeg valgte, hedder Caslon. Det stammer fra 1726 og er stadig ret udbredt. Den amerikanske uafhængighedserklæring er sat med Caslon, brødteksten i The New Yorker er sat med Caslon. Caslon udstråler en klassisk, neutral autoritet. Netop fordi digtene handler meget eksplicit om sex og derfor i nogens øjne kan virke ”grænseoverskridende”, var det vigtigt for mig at der var noget gammeldags, knastørt og myndigt over den grafiske opsætning.