Virus, viskøs: Virus flyder, det er grundbetydningen af den glose der de seneste uger har inficeret vores tekster, vores tanker. For at forstå hvad der sker, kan man tage fat om ordenes rødder og ryste jorden af dem: Hvad er det egentlig de betyder? Influenza er – mærkeligt nok i disse dage – et italiensk ord, som kommer af det latinske influentia, ”indflydelse”. Også influenza flyder altså. I oldtiden troede man at sygdommen skyldtes indflydende væske fra himmellegemerne. Fra det ydre rum. Ordet blev brugt af astrologer, og det gør det stadig: Venus har indflydelse på vores kærlighedsliv, hedder det sig, strømmende, æteriske kræfter påvirker vores følelser, vores adfærd, vores liv. I det 21. århundred kommer disse kræfter ikke fra himmelrummet, men fra cyberspace. Influenza, influencer – én der smitter os og udbreder et bestemt produkt eller budskab. Internettet lider af infektionssygdomme, det flyder over af indflydelse. Dårlig eller god indflydelse, vigtig eller ikke så vigtig? Astrologerne er blevet til medieanalytikere, de tager stadig varsler af uhåndgribelige tegn.

Virusmetaforen – ideen om internettets flydende informationsstrømme, der replikerer sig selv og breder sig og muterer og påvirker os – er strukturelt set præcis. Men nu hvor det er en fysisk sygdom der går viralt, bliver det måske tydeligere end før hvor forbundne vi er. Hvor meget vi flyder sammen. Hvor meget vi helt konkret er i kontakt med hinanden hele tiden og overalt og på kryds og tværs. På markedspladser og skisportssteder, i flyvemaskiner og fitnesscentre. Smittekædernes vidt forgrenede netværk vidner om det. I Taiwan og Sydkorea bruger de mobile tracking til smitteopsporing og kan takket være mobiltelefoner gå bagud i tid og tegne præcise kort over pandemiens årsagskædereaktion. Den digitale teknologi der forbinder vores bevidstheder, kan altså bruges til at vise hvordan også vores kroppe er forbundne. Hud, spyt, kærtegn. Håndtryk, kindkys, kram. Genstande vi deler, steder vi er fælles om. Det selvberoende individ der tænker og handler og lever uafhængigt af andre, findes ikke. Fysisk og socialt og følelsesmæssigt er vi så godt som ude af stand til at afgrænse os definitivt fra hinanden. Det uhyggelige paradoks ved netop pandemien i modsætning til vist alle andre kriser og katastrofer er at vi, som statsministeren sagde det, skal stå sammen ved at holde afstand. Fysisk. Men vi er jo stadig forbundne følelsesmæssigt og socialt, ja, man kunne håbe at det måske netop bliver tydeligere nu. Og at vi husker det, også når pandemien engang er drevet over. Selv glemmer jeg det alt for tit, især når jeg siger ”jeg”, når jeg tænker og føler ”jeg”, ”mig”, ”mit”. I en udpræget individualistisk kultur som det senkapitalistiske, vestlige samfund har forestillingen om den selvberoende enkeltperson, der på egen hånd smeder sin lykke eller sin ulykke, inficeret vores fællesskab. Så selv om man med sit intellekt forstår at vi er forbundne, kan det være svært at mærke det på det dybe, intuitive plan hvor det bliver et selvfølgeligt grundlag for alle ens handlinger. For i hver eneste af vores handlinger – og at sige eller skrive noget er også en handling – har vi indflydelse på hinanden. Hvad enten vi vil det eller ej, flyder vi sammen, i begge betydninger af det udtryk. ”Jeg” – forstået som en selvberoende og uforanderlig størrelse der som en gud står uden for årsagskædernes netværk og kan påvirke det af egen iboende drift uden selv at være påvirket af noget – er en illusion. En illusion der er gået viralt i Vesten, og som skaber lidelse. Måske kan en pandemi få os til at vågne lidt mere op til den indsigt.

# # #

I anledning af corona-pandemien har jeg søsat ”Sprog fra det ydre rum”. I hvilken form jeg vil skrive om de aktuelle begivenheder (refleksioner, notater, digte osv.), ved jeg ikke endnu, for som så mange andre i denne tid bygger jeg skibet mens jeg sejler.

”Den situation vi ser ind i,” siger statsministeren og kommer med sin profeti, sin prognose. Hendes udtryk smitter ministre, journalister, embedsfolk, alle siger de nu at vi ser ind i noget. Selv står vi altså udenfor på sproglig sikkerhedsafstand. Vi ser ind i det brændende hus. Vi danner os et overblik. Vi har styr på situationen. Det vi ser ind i, siger de. Men hvad er det for et vi der ikke kan se sig selv som en del af dem der allerede er derinde?

”Vi får brug for samfundssind,” siger statsministeren. Ikke solidaritet. ”Vi har en meget stor forpligtelse til især at hjælpe de svageste i vores samfund, de mest sårbare,” siger statsministeren, og det lyder som solidaritet, men det ord bruger hun ikke. Hun siger samfundssind to gange, ordet er valgt med omhu. Samfundssind kan også borgerlige vælgere tilslutte sig. Samfundssind hører sig til i en undtagelsestilstand. Solidaritet ville have været for forpligtende.

”Nu skal vi stå sammen ved at holde afstand,” siger statsministeren, og det er jo rigtigt, men det er også uhyggeligt. Det lyder som Partiets tre slagord i Orwells 1984: Krig er fred, frihed er slaveri, uvidenhed er styrke. At stå sammen er jo at stå sammen i baren på et værtshus med stearinlys når strømmen er gået på fjerde døgn, og diskutere verdenssituationen med glødende øjne fordi der for en gangs skyld faktisk er en verdenssituation. At stå sammen er jo at stå sammen rundt om de suppekøkkener nogen har etableret i gaderne når fødevareforsyningerne til byen er afbrudt. At stå sammen er at stå tæt sammen, mærke kroppenes varme, flokken. Jeg er ikke sikker på at vi kan det her.

(Citaterne er fra Mette Frederiksens tale den 12. marts 2020, https://sundhedspolitisktidsskrift.dk/nyheder/3123-her-er-mette-frederiksens-historiske-tale.html)

# # #

I anledning af corona-pandemien har jeg søsat ”Sprog fra det ydre rum”. I hvilken form jeg vil skrive om de aktuelle begivenheder (refleksioner, notater, digte osv.), ved jeg ikke endnu, for som så mange andre i denne tid bygger jeg skibet mens jeg sejler.

Virus er et sprog vi ikke forstår. Uvidenhed fører til frygt, siger man, men jo mere viden jeg får om virus og dens konsekvenser, jo mere frygtindgydende synes jeg det ser ud. Alting går lynhurtigt, udviklingen er ekstremt volatil og helt uforudsigelig. Jeg burde være skrækslagen, tænker jeg. Pandemi, Pandæmonium – uanset hvor på globen man zoomer ind, er der en ny katastrofefilm: Amerika som jeg skrev om i går, Afrika der antagelig er endnu mere doomed, Bangladesh hvor mere end 10.000 mennesker i går i timevis stod tæt sammen på en mark i en fælles bøn om et mirakel mod corona, flygtningelejrene i Syrien hvor social distancering er umulig og lægehjælp så godt som ikkeeksisterende, Europa i ekspresfart mod totalitarisme … Alligevel er jeg ikke bange. Måske er det en slags fartblindhed, en mærkelig og ikke helt ubehagelig uvirkelighedsfølelse, ligesom den afklarede ro der kan indfinde sig når man står midt i et trafikuheld eller en arbejdsulykke og til sin egen overraskelse formår at gøre det rigtige med de lemlæstede kroppe. Ikke at forfærdelsen og væmmelsen ikke er der, det er de, de er en del af den virkelighed man står i, men ikke en styrende del, de er ligesom indskrevet i omgivelserne, mens man selv står uden for det hele eller mærkeligt viljeløs lader noget andet handle gennem én og blot betragter scenariet fra et ikke-lokaliserbart allested. Ser hvordan alting sker af sig selv, glasklart og helt uforståeligt.

Måske burde jeg skamme mig over min uvirkelighedsfølelse. Jeg følger nyhedsstrømmen med samme iver og opstemthed som var det et reality-show. Jeg synes det er umodent, uansvarligt. Det her er ikke et scenarie, siger jeg til mig selv, det er ikke en øvelse, det er ikke en film. Selv om grænserne mellem fiktion og realitet er opløst i den virtuelle verden, som vi tilbringer stadig mere tid i, og hvor virkeligheden bliver fortalt, og fortællingerne bliver virkelige, er der stadig noget der hedder IRL, meatspace, liv og død. Hvis du er i tvivl om hvorvidt noget er virkeligt, har den israelske historiker Yuval Harari sagt, så spørg dig selv: Lider det? Lidelsen som realitetstest, som virkelighedskriterium – det synes jeg er modent og ansvarligt. Men jeg er ikke i stand til at tage lidelsen ind. Det er velkendt at afstand spiller en rolle i oplevelsen af medlidenhed. Geografisk afstand, kulturel afstand, etnisk, kønsmæssig, artsmæssig afstand. Jo længere væk man er, jo mere upåvirket er man af de væsener der lider. Det samme gør sig gældende med afstand i tid. Jo længere tilbage i tiden lidelserne er, jo mindre kan mærke dem i sit eget nervesystem, uanset hvor detaljeret en viden man har om Holocaust eller Den Sorte Død. Hvilket også er grunden til at det er så svært for mange af os at tage klimakrisen alvorligt nok. Vi forstår den, men vi mærker den ikke. Trods alle vores intellektuelle færdigheder er vi stadig pattedyr, det er følelserne der styrer vores adfærd. Følelserne er et sprog fra det indre rum, vi forstår det ikke, men vi handler på det.

Virus er et sprog vi ikke forstår. Noget af det der bliver afgørende for corona-pandemiens udvikling og efterdønninger, er hvor bredt lidelserne rammer. I det enkelte land, den enkelte by, den enkelte bekendtskabskreds og på kloden som helhed. For det er dét der afgør hvor udbredt medlidenheden bliver. Hvis lidelserne kommer tilstrækkeligt tæt på tilstrækkeligt mange, kunne man måske håbe på at også vores nervesystemer omsider vil forstå dét som vores rationelle hjerner for længst har indset, så vi kan få den abrupte og radikale adfærdsændring der skal til hvis vi ikke om tyve, tredive, fyrre år skal se kaos og lidelser, virkelige lidelser, der vil få os til at længes tilbage til corona-pandemiens dage.

Nu lyder jeg alarmistisk igen, jeg ved det godt. Jeg er stadig ikke bange, men ved siden af den behageligt opstemte uvirkelighedsfølelse er der en følelse af nødvendighed, uomgængelighed, alvor. Noget sker nu, noget taler. Vi er nødt til at prøve at forstå dette sprog fra det ydre rum. Hvis en gigantisk meteorsten var på vej mod Jorden, ville vi næppe male fjendebilleder af den og fortælle skrækhistorier om den. Vi ville næppe tale om hvis skyld det var. Vi ville hjælpe hinanden med at afværge katastrofen. Det håber jeg i det mindste. Jeg håber der findes omstændigheder hvor vi ville være i stand til at stå sammen alle sammen, i gensidig, virkelig medlidenhed. Måske er min alarmisme ikke velbegrundet. Måske er der noget andet i mit nervesystem som jeg faktisk er bange for, men ikke kan afkode, og som farver min forståelse af alt udenfor. Og måske er der en sammenhæng mellem alt udenfor og det jeg faktisk er bange for, men ikke kan afkode.

# # #

I anledning af corona-pandemien har jeg søsat ”Sprog fra det ydre rum”. I hvilken form jeg vil skrive om de aktuelle begivenheder (refleksioner, notater, digte osv.), ved jeg ikke endnu, for som så mange andre i denne tid bygger jeg skibet mens jeg sejler.

Virus kan sagtens inficere en organisme uden at det levende væsen mærker den udødes tilstedeværelse. Vores lidelse er ikke virus’ mål og tjener intet formål. Virus vil os det ikke ondt, virus vil os det ikke godt, virus vil os ingenting. Så måske er det ikke blandt udøde gotiske monstre som zombier og dæmoner at vi skal finde et passende billede på den aktivitet coronavirus udfolder, for monstre har altid en vilje. Hvor dunkel og uudgrundelig den end er, er vi ikke i tvivl om at den er der, og at den er stærk. De fleste sci-fi fortællinger om besøg fra rummet er – det er i det mindste mit indtryk; jeg ved ikke ret meget om genren – stadig gotiske gysere, bare med et andet production design: De handler om væsener med hensigter, som regel onde hensigter. Kun de færreste af vores fortællinger skildrer en egentlig alien invasion, et møde med noget der set fra vores begrænsede perspektiv er så radikalt fremmedartet at det er hinsides gør eller vil, tilfældigt eller intenderet, livløst eller levende. Hvis vi endelig en dag kommer i kontakt med en i sandhed højere intelligens, vil vi per definition være for dumme til at opdage det – hvilket også betyder at det kan være sket for længst eller sker lige nu. Myrerne i den lille tue der bliver smadret af en tung gren, har ingen forudsætninger for at forstå den alien invasion der rammer deres bo. De har fjender, fremmede væsener de kan identificere og forsvare sig imod, fugle fx, men grenen er noget ganske andet. Og om den blev kastet af et barn eller bare faldt ned fra det træ tuen står under, er et spørgsmål der befinder sig på et abstraktionsniveau der er milevidt over myrernes fatteevne. For os såvel som for myrerne – ja måske på et ethvert erkendelsesniveau – er der forskel på fremmed og fremmedartet, foreign og alien.

Trump har kaldt coronavirus ”a foreign virus” og ”The Chinese virus”. Han forsøger at indskrive pandemien i en velkendt fortælling om en fremmed magts angreb på Amerika. Det skal være nogens skyld, der skal være en fjende, ellers er der ikke nogen at besejre, og så har han ikke nogen berettigelse, ikke nogen magt. Men virus er ikke en fjende, en fremmed, virus er fremmedartet. Og virus er ikke en magt. Ganske vist taler vi om at ”bekæmpe” den som var den en invasionsstyrke, men det er bare en mere uskyldig brug af den samme upræcise metafor som Trump bruger med et anderledes gustent overlæg. Virus er ikke en hær, virus har ingen leder. Vi kan ikke indlede fredsforhandlinger med virus, vi ville ikke engang kunne overgive os til virus når ødelæggelserne bliver for omfattende, vi ville ikke kunne lade virus overtage regeringskontorerne. Virus er ikke interesseret i territorier, ressourcer, magt. Virus er en årsagskædereaktion. Vi er ikke under angreb, vi er bare i vejen. Vi er det biologiske substrat virus bevæger sig gennem. Den myretue grenen rammer.

Udsigten til hvad der kommer til at ske i USA i de kommende uger og måneder, er i mine øjne mere usikker og foruroligende end den har været siden Den Amerikanske Borgerkrig. Det virker som om næsten hvad som helst kan ske: Vil det lykkes Trump at benytte en undtagelsestilstand til at aflyse præsidentvalget og blive siddende? Både Trump og Biden er i risikogruppen. Hvad sker der hvis én af dem eller begge to dør af COVID-19 inden 20. november? Coronavirus ser ud til især at ville ramme Trump-vælgere: Gamle hvide mænd med dårligt helbred og en dyb skepsis over for stat og myndigheder, det vil sige over for evidensbaserede gode råd og påbud. Hvad sker der når eller hvis de begynder at dø i hobetal, og det i forvejen dybt defekte amerikanske sundhedsvæsen kollapser? Vil de vende sig mod Trump eller stille sig bag ham? I Danmark hamstrer vi lokumspapir, i USA hamstrer de våben. The Guardian rapporterer om lange køer og tumult hos våbenhandlere over hele Amerika. Væbnede kampe, borgerkrigslignende tilstande, jeg synes også selv det lyder sindssygt og alarmistisk, men har svært ved at finde et stærkt argument for at den mulighed er urealistisk.

Meget vil afhænge af om Trumps retoriske strategi lykkes. Kan han skabe en troværdig skrækfortælling, et overbevisende fjendebillede, kan han endnu engang gøre sig selv til offer og overmenneske i ét? Lige nu ser det ikke ud til det. Lige nu ser det ud til at denne grotesk uduelige og ustyrligt selvovervurderende leder for første gang er en smule rådvild, og måske – måske! – lytter en anelse til andre end røvslikkere. Hans bratte kursændring i forhold coronavirussen har ført til vild forvirring i Trumpistan – den sociale og mediemæssige parallelvirkelighed hans tilhængere befinder sig i. Nogle kolporterer stadig Den Kære Leders gamle i øvrigt indbyrdes modstridende fortællinger om at det er en stor venstreorienteret konspiration, et ligegyldigt fupnummer, at antallet af smittede bliver mindre, og at hvis det hele ramler, så er det kinesernes skyld. Andre, såsom Fox News, forsøger at følge præsidenten i hans pludselige kursskifte. Vil Trumpistan gå i opløsning? Eller tværtimod samle sig og marchere mod hovedstaden med våben i hånd? Trump slog sig op på at ville dræne sumpen og rydde op i Washington – bliver retorik nu til realitet?

Sproget er en virus fra det ydre rum, sagde Burroughs, og fortællinger kan være farlige hvis man tror på dem. Hvis man bliver inficeret af deres information, hvis man spreder den og fører den ud i livet. På papiret og på skærmen er fortællinger bare kode, livløse ord. I et inficeret menneske krydser de grænsen fra død materie til kød og blod og korporlig virkelighed.

# # #

I anledning af corona-pandemien har jeg søsat ”Sprog fra det ydre rum”. I hvilken form jeg vil skrive om de aktuelle begivenheder (refleksioner, notater, digte osv.), ved jeg ikke endnu, for som så mange andre i denne tid bygger jeg skibet mens jeg sejler.

Language is a virus from outer space, skrev William Burroughs, nu muterer hans ord: Virus er et sprog fra det ydre rum. Et sprog vi ikke forstår. Vi ved ikke hvad det er, det unddrager sig vores kategorier. ”Der kan ikke gives noget entydigt svar på, om virus er levende organismer eller avancerede makromolekyler,” står der i encyklopædien. På én gang en afart af liv og død materie. Det lyder som et af de udøde væsener fra den gotiske litteratur – mumier, vampyrer, dæmoner – der ubesværet krydser frem og tilbage over grænsen til Dødsriget: Kun ved at trænge ind i en levende celle kan virus replikere sit RNA eller sit DNA. Uden for værtscellen er virus livløs, uden eget stofskifte og uden mulighed for at formere sig: Abstrakt information, ren potentialitet, en mulighed uden retning og mål. En nano-robot fra det ydre rum. Vi forstår det ikke, vi forstår ikke hvad det vil, vi ved ikke engang om det vil eller bare gør. Molekyler gør, de vil ikke noget, de følger naturlovene som små maskiner. Organismer vil, det bilder vi mennesker os i det mindste ind, vi forstår efterhånden at også andre dyr vil, selv planter, svampe og bakterier vil i en vis forstand. Men virus er hinsides gør eller vil. Vi kan ikke forstå det.

Eller: Jeg kan ikke forstå det. Så jeg kigger i encyklopædien og tjekker på nettet, famler, forsøger at begribe hvad dette fænomen dog er. I sig selv. Måske fordi følgevirkningerne af det der sker nu, virker mere uoverskuelige end noget andet jeg har oplevet i det halve århundred jeg har levet. Kan man ikke overskue konsekvenserne, og kan man ikke forstå fænomenet, kan man til en begyndelse forsøge at begribe selve ordet, men også det er svært at fastholde: Vi ved ikke hvilket køn ordet har på dansk, virus fordobler sig til virussen, virusset; vi ved ikke hvilken flertalsform det har, det fordobler sig til vira, virusser, og de fordobler sig igen i bestemt form til viraene eller viraerne og virussene eller virusserne. Bøjningsformerne muterer – som om ordet var lige så eksponentielt som det fænomen det benævner. Jeg forsøger at tage fat om ordets rod: Virus, virulent, viralt, vi kender det i forskellige former, viskøs er en del af samme familie, tyktflydende. Og den betydning er tættere på ordets rod end ”gift”, som er hvad glosen betyder på oldgræsk og latin, for går man tilbage til den indoeuropæiske rod, er den *ueis-, perhaps originally meaning ”to melt away, to flow”, som der står i en etymologisk ordbog på nettet. Virus flyder, virus smelter andre ting væk, virus nedbryder skibet mens det sejler. Og det skal ingen steder hen.

# # #

I anledning af corona-pandemien har jeg søsat ”Sprog fra det ydre rum”. I hvilken form jeg vil skrive om de aktuelle begivenheder (refleksioner, notater, digte osv.), ved jeg ikke endnu, for som så mange andre i denne tid bygger jeg skibet mens jeg sejler.