Om den satirehistoriske slægtslinje tilbage til Mandrilaftalen. Om den fiktive politiker Rasmus Paludan. Og ikke mindst om kaos og karneval og narrens nye rolle i den pludseligt forandrede (medie)virkelighed, hvor fyrster, skriverkarle og hofsnoge forsøger at undsige sig magten.
Nu er det ikke sjovt længere! Selvfølgelig skal vi have skarp satire, og jeg har MASSER af humor, men nu går det altså for vidt!
Omtrent sådan har det lydt i den seneste tid, hvor stadig flere har revset satireprogrammet Den Korte Radioavis (DKR). Kritikerne tæller for eksempel Christopher Azrouni – der sammenligner programmets hovedperson Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm (KBSKH) med Rasmus Paludan og ser Paludan som den mest ærefulde af de to fordi han står frem med åben pande – og Martin Krasnik, der den 21. juni bruger forsiden af sin egen avis til at gå i rette med programmet, som han mener er ”blevet til skolegårdens mobbere”.
Det er rystende at selv folk der skulle forestille at have forstand på den slags, tilsyneladende ikke forstår hvad det er DKR faktisk gør, og hvor vigtigt det er i disse års hastigt forandrede (medie)virkelighed. Næsten alle synes at være fanget i det 20. århundred med en enfoldig forestilling om satirikeren som en middelalderlig nar der kun bør ”sparke opad”.
Men vi lever ikke i middelalderen og ikke i det 20. århundred. Hvad magt og politik og (medie)virkelighed angår, lever vi ikke engang i begyndelsen af 2010’erne længere, vi er et helt nyt og kompliceret og skræmmende sted. Det har DKR fattet. Og det vil jeg gerne prøve at forklare.
*
Den mest ubegavede del af kritikken undrer sig småmopset over at vi er nogen der kan grine ad en mand i dametøj der med forvrænget stemme udspyr fornærmelser til højre og venstre. Kan man virkelig sige hvad som helst om hvem som helst, bare man tager en paryk på og kalder det satire? Den kritik får DKR til at lyde som en ondartet mutation af Cirkusrevyen anno 1986, men den rammer mildest talt ved siden af, for der er tale om en langt mere avanceret form for satire.
Det opfatter man næppe hvis man kun har hørt et klip her og et klip dér, for DKR er et komplekst univers som det tager tid at komme ind i. Der er mange lag, mange plotlines og indforståede referencer til tidligere begivenheder. De to hovedkarakterer, seniorkorrespondenten KBSKH (spillet af Frederik Cilius) og hendes redaktør Rasmus Bruun (spillet af Rasmus Bruun) er ikke hastigt skitserede stereotyper, men tredimensionelle dramatiske figurer med hver sin sammensatte psykologi og detaljerede baggrundshistorie. I den forstand minder DKR mere om en tv-serie i flere sæsoner end om et sketch-show. Ud over Cilius og Bruun er der et lille anonymt hold af tekstforfattere, som bidrager til programmet. Det er altså – hvad adskillige kritikere tilsyneladende overser – ikke kun Cilius der er ”inde i KBSKH”.
Rammen er en lille nyhedsredaktion, hvor seniorkorrespondenten cirka hvert kvarter læser nogle korte nyheder op. Det er det eneste der officielt bliver sendt ud i æteren – deraf programmets navn. Resten af tiden er vi som lyttere fluen på væggen i redaktionslokalet, der ud over hovedkaraktererne også rummer en producer (tidligere Zissel, nu Nina), og som af og til får besøg af andre medarbejdere på Radio 24syv, for eksempel cheferne Mikael Bertelsen og Jørgen Ramskov. Vi er med på en lytter mens der bliver researchet, small-talket, givet efterkritik, ringet til kilder, delt sladder, talt privat og så videre.
DKR producerer fem gange 55 minutter om ugen, og bortset fra de nyheder der læses op officielt, er der ikke noget egentligt manuskript. Formen er den mere eller mindre velforberedte improvisation, ofte baseret på det seneste døgns eller endog de seneste timers hvirvler i nyhedsstrømmen.
*
En satirehistorisk skitse kan måske hjælpe til at forstå hvor DKR placerer sig. Jeg holder mig til danske forhold.
Blandt programmets nærmeste forfædre er tv-serien (og filmene) Klovn, hvor Casper Christensen og Frank Hvam spiller forvrængede udgaver af sig selv, og hvor bifigurer som Jarl Friis-Mikkelsen eller Ib Michael inviteres til at spille mere eller mindre parodiske versioner af sig selv.
Går vi tilbage til 00’erne er der de mediesatiriske elementer i Drengene fra Angora, som for eksempel indslagene om cykelholdet Team Easy-On, der tog pis på reality-tv-genren – en slags mockumentary.
Tyve år tilbage finder vi Casper & Mandrilaftalen, der ligesom DKR var hurtigt produceret og derfor langt hen ad vejen baseret på improvisation. I Mandrillernes syrede og anarkistiske univers var satirens genstand de stupide underholdningsprogrammer der på det tidspunkt var begyndt at vælde frem i Danmark, ikke mindst talkshows og tapet-tv a la Aftenshowet. Værten Casper Christensen – en nogenlunde virkelighedstro version af den virkelige Casper Christensen – fik besøg af absurde figurer som Broder Salsa og Svenne O’Lotta. En af de tilbagevendende gæster var Gentleman Finn, en høflig og imødekommende mand, som dog altid fik sig forvildet ud i fantasier om nazisme eller pædofili eller andre hårrejsende tilbøjeligheder.
Klip til 2019. Der er valgkamp i Danmark, og den højre-rabiate Rasmus Paludan er i hygge-fjernsyn til en lille sludder og en quiz.
Virkeligheden har overhalet Mandrilaftalen. Det er dén kontekst DKR skal ses i.
*
Ligesom de andre satireprogrammer jeg har nævnt, leger DKR med forholdet mellem virkelighed og fiktion. Men der er et niveauskifte i forhold til kompleksitet og dristighed.
Mandrilaftalen var et næsten isoleret parallelunivers, som kun sjældent refererede til virkelige personer og begivenheder. Drengene fra Angora mimede mediernes virkelighedsgengivelse, men stadig inden for en umisforståeligt fiktiv ramme. I Klovn-universet er grænserne mere slørede, næsten alle medvirkende spiller versioner af sig selv, ofte naragtige og utiltalende versioner, og det er uklart i hvor høj grad det er ”baseret på virkelige hændelser”. Til gengæld medvirker alle frivilligt og med fuld viden om hvordan de bliver fremstillet.
Sådan er det ikke i DKR. DKR er ikke et isoleret parallelunivers, ikke (kun) en parodi på en almindelig radioavis, og ikke et fiktivt univers med slørede grænser til konsensusvirkeligheden.
DKR er en fuldt integreret del af den helt nye og dybt skræmmende, fiktive (medie)virkelighed som programmet selv gør grin med. De medvirkende dækker hele spektret fra hundred procent fiktive figurer over personer der spiller versioner af sig selv, til hundred procent virkelige personer, der bliver ringet op uden at vide hvad de medvirker i. Det er på én gang satire og dybdeborende revolverjournalistik – en kaotisk kraft i den nye, kaotiske (medie)virkelighed.
Og hvis satiren skal fastholde sin kritiske funktion, er det måske det eneste, eller i hvert fald det mest konsekvente, der er at gøre. For den virkelighed som det alle dage har været satirens opgave at spidde – magtens og magtmisbrugets og hykleriets virkelighed – er blevet til et kaos af konkurrerende fiktioner. Den amerikanske præsident er en realitystjerne der kalder de kendsgerninger han ikke bryder sig om for fake news. Ukraines præsident er en komiker, der blev valgt efter at have spillet Ukraines præsident i en tv-serie. Og herhjemme var YouTube-racisten Paludan et mulehår fra at blive indvalgt i Folketinget.
I det 20. århundred kunne Kurt Ravn tage en paryk på og gøre nar ad Poul Schlüter. Men det ville intet nytte at klæde sig ud som Rasmus Paludan og komme med et komisk take på hans horrible synspunkter eller bizarre væremåde, for det gør han jo allerede selv i sine videoer, det var det der gjorde ham populær. Paludan er i forvejen en fiktiv figur, en yderst mediebevidst fiktiv figur, iscenesat af en person med samme navn – en grotesk parodi på sig selv. Derfor kommer den traditionelle satire til kort. Af samme grund er den traditionelle kritiske journalistik magtesløs, for kan og skal man overhovedet tage ham alvorligt?
*
Det viste sig at kun en fiktiv journalist kunne trække tæppet væk under den fiktive Paludan. Måden det foregik på, illustrerer DKR’s metode når den lykkes bedst, og eksemplet viser samtidig hvorfor satiren er nødt til at operere helt anderledes nu end for bare ti år siden.
Det kulminerede den 16. maj med en cirka 50 minutter lang telefonsamtale mellem KBSKH og Paludan, som altid live og improviseret, om end ud fra nogle – i det mindste i dette tilfælde – meget omhyggelige forberedelser fra forfatterholdets side. Den samtale bør gå over i radiohistorien som det måske vildeste politiske interview nogen sinde.
Gennem flere tidligere afsnit havde KBSKH groomet Rasmus Paludan: Hyggesnakket med ham, givet ham medløb og ret, så han var kommet til at føle sig tryg. I det nævnte afsnit fuldendte hun så det man kan kalde en retorisk aikido-strategi med et take-down, der savede Rasmus Paludan midt over for åben mikrofon.
Grundtanken i aikido er at man, frem for at parere et angreb, lader sin egen energi gå i ét med aggressionen for så at bruge denne fælles og dermed forstærkede energi til at fælde modstanderen. Det var præcis hvad KBSKH gjorde: Hun anfægtede ikke Paludans moral eller menneskesyn, hendes spørgsmål handlede udelukkende om det juridisk og praktisk gennemførlige i hans politik. Punkt for punkt gik hun med Paludans energi, indtil han havde udfoldet hele sin usammenhængende vanvidsvision i detaljer, og så vendte hun energien mod ham – med uundværlig hjælp fra Rasmus Bruun der, nogle minutter før udsendelsen sluttede, fik sat en tændstik til benzintønden Paludan med en bemærkning om at han ikke ”gad høre mere på den nazi-stalker”, hvorefter han forlod studiet. Og i det øjeblik blev den groteske partistifter ramt af sine egne to favoritvåben.
Paludans ene favoritvåben er at sige noget der er så sindssygt skandaløst at folk enten bliver rasende eller mundlamme. Hans andet favoritvåben er at blive ved med tale selv om folk forsøger at sige ham imod. Det er et af de værste retoriske bissetricks fordi det for mennesker med en nogenlunde velfungerende social fornemmelse er meget grænseoverskridende at tale hen over et andet menneskes talestrøm, og derfor tier langt de fleste når Paludan tromler frem.
Det der skete i slutningen af DKR-interviewet, var at det for en gangs skyld var Paludan der lod sig provokere, mistede besindelsen og så blev tromlet af KBSKH, der i den lange afslutningssekvens nægtede at underkaste sig Paludans fortsatte talestrøm. I hen ved tre minutter råbte de to personer i munden på hinanden. Paludans monolog udviklede sig til en dybt foruroligende nedsmeltning, hvor han projicerede sine egne skyggesider – nazi-fantasierne og hans stalkerhistorie – over på Rasmus Bruun. I sin parallelmonolog skældte KBSKH ham huden fuld, vel at mærke ikke for at være fascist, men for at være en fej og talentløs fascist, fordi han ikke turde tale lige ud af posen og ikke kunne levere varen og derfor holdt sine vælgere for nar.
Når man kigger tilbage på valgkampen, ser det ud som om det var lige præcis dér Paludans momentum punkterede. Samme aften, nogle timer efter DKR-interviewet, deltog Paludan i Debatten på DR2. For første gang var gassen gået en smule af ham. Og Clement Kjersgaard havde efter alt at dømme ladet sig inspirere af aikido-strategien: I en længere udveksling med Paludan anfægtede han tørt og faktuelt de praktiske og juridiske aspekter ved Paludans politik. Paludans shine var væk. Hans bullshit var blevet kaldt. Bag den fiktive Rasmus Paludan anede man nu det ensomme og forskruede internet-kældermenneske fra Sydhavnen, der deler navn med den berømte figur.
I samme udgave af Debatten var Martin Krasnik stærkt fortørnet over at Paludan havde kaldt ham ”nazijøde” i DKR. Paludan svarede at det var et satireprogram og tog dermed sit eneste stik hjem den aften. Et urimeligt stik, naturligvis, men den lille udveksling viste samtidig at Krasnik slet ikke forstår de præmisser Paludan spiller på, og den pludseligt forandrede politiske (medie)virkelighed vi befinder os i:
Skellet mellem satiriske og oprigtige udsagn, mellem fiktion og virkelighed, er i opløsning og ekstremt volatilt. Dygtige spillere kan flytte det efter forgodtbefindende. Det er dét spil DKR forstår, og som KBSKH spillede så virtuost at hun kunne udmanøvrere Paludan.
*
En af de gentagne formaninger fra kritikerne af DKR lyder at ”god satire sparker opad”. Narren skal huske at det er fyrsten han skal gøre nar ad. Derfor er KBSKH en inkompetent og usympatisk nar.
Men den formaning stammer fra en tid hvor vi vidste hvad der var opad og nedad. Hvad der var virkeligt, hvem der havde magten, hvem der fortjente et spark.
Sådan har det i grove træk været op til og med det 20. århundred. Fra omkring 2010 begyndte der et skred, og det er accelereret de seneste fem år, ikke mindst på grund af YouTube, internetfora som 4Chan og anden ny teknologi.
I den nye (medie)virkeligheds kaos af konkurrerende fiktioner er det ikke længere tydeligt hvilken retning man skal sparke i, eller hvem der overhovedet har ret til at sparke. Eller hvad der alvor, og hvad der er sjov.
Når en nar nu om dage kan blive valgt til præsident eller sætte stram kurs mod det danske Folketing, hvad skal den gamle nar så stille op? Hvordan kan satiren spidde magten i de sene 2010’ere?
Historisk set var narrens funktion at tage noget skørt tøj på og sige sandheden. Den sandhed som magthaverne ikke ville have blev sagt højt. Han kunne færdes med sin bjældehat på markedspladsen, hvor han som de andre handlende falbød sin vare i håb om en indtægt, eller han kunne være ansat hos den fyrste han gjorde grin med.
Markedet og magthaverne havde nemlig en interesse i at narren var der. Han fungerede som en ventil for folkets utilfredshed så undertrykkelsen og udbytningen kunne fortsætte.
Narren var forbundet med middelalderens karneval, der havde samme ventilfunktion. Én gang om året blev det hele vendt på hovedet: Kongen blev tigger, tåben blev vismand, modsætningerne mødtes og byttede plads – godt og ondt, sandhed og løgn, ophøjelse og fornedrelse.
Narrens og karnevallets funktion var at skabe et lokalt og momentant kaos, der kunne sikre den etablerede orden. Megen satire har op gennem tiderne og indtil for nylig haft samme funktion.
Men med narre-præsidenter og fiktive, YouTube-baserede politikere er karnevallet blevet den etablerede orden. Kaos, gak og uafgørlighed er ikke længere hegnet ind som en årligt tilbagevendende begivenhed og kommer ikke længere kun fra en letgenkendelig person i skørt tøj. Her i de sene 2010’ere kører karnevallet i døgndrift på alle kanaler, og det er blevet næsten umuligt at afgøre hvem der er den rigtige nar. Den gamle orden – den hvor der var op og ned og styr på tingene – har knap nok et reservat. Karnevallet har koloniseret vores virkelighedsopfattelse.
I de sene 2010’ere insisterer fyrsten på at det er ham der er narren. At det er ham der sidder inde med den sandhed der ikke må siges højt, og som for resten bare er for sjov, hvis det er mest belejligt.
Selv om der altid har været spin og spil for galleriet i det politiske liv – et skel mellem det ansigt magten viser udadtil på scenen, og den faktiske beslutningsdannelse bag kulissen – er det som om politikken nu er trådt ind i en ny og måske terminal livsfase: I de sene 2010’ere ved politikerne tilsyneladende ikke længere hvad der foregår bag kulissen, og hvem eller hvad der trækker i deres tråde. De taler om nødvendighedens politik, om globalisering og om disruption – tre begreber der i praksis er synonyme med magtesløshed: Skuespillerne står rådvilde tilbage på scenen – der er ikke længere noget manuskript, ikke længere nogen instruktør, men de klynger sig til deres velbetalte roller.
I den situation er satiren nødt til at gå et abstraktionsniveau op. Det er det DKR har forstået. Programmets satire retter sig derfor ikke kun mod magtfulde enkeltpersoner, men mod selve den ændrede (medie)virkelighed. Der er tale om en strukturel kritik, en ontologisk kritik, havde jeg nær sagt, som ligger så milevidt fra den traditionelt karnevalistiske satire i Cirkusrevyen og Kurt Ravns Schlüter-parodier at det er totalt forfejlet at afvise KBSKH som en ondskabsfuld mand i dametøj, sådan som for eksempel Azrouni gør.
Det handler ikke længere kun om fyrsten, og heller ikke kun om fyrsterne (for magten er naturligvis mere distribueret i dag end den var i middelalderen, og DKR spidder magthavere på mange niveauer, fra toppolitikere til Instagram-stjerner). Det handler om hvem der overhovedet er fyrste. Om hvad det vil sige at være fyrste. Om hvem der forsøger at udgive sig som nar for at få magt som en fyrste. Det handler om hele karnevallet. Om hvad der overhovedet er op og ned.
*
Det betyder også at satiren ikke længere har en position udenfor, hvorfra den kan kritisere magten. Der er ikke noget udenfor, ikke noget reservat, DKR er selv en del af karnevallet – og en del af magten: Det var måske DKR der skubbede Paludan ned under spærregrænsen. Det er heller ikke utænkeligt at programmet har haft indflydelse på for eksempel Henrik Sass Larsens seneste sygemelding. Og hvis KBSKH var stillet op til Folketinget, vil jeg gætte på at hun havde haft mindst lige så gode chancer som Paludan.
DKR har magt, og derfor er det aldeles legitimt at kritisere dem der er inde i KBSKH. Men hvis kritikken skal være meningsfuld, er den nødt til at basere sig på en forståelse af programmets præmisser, som er den nye (medie)virkelighed, hvor karnevallet har taget over. Og hvis kritikken skal være rimelig, er den nødt til at besinde sig på at der er kvalitativt forskel på den magt et satireprogram udøver, og den magt politikere udøver.
Martin Krasnik kalder programmet for ”skolegårdens mobbere”. Også Politikens kulturredaktør Mette Davidsen-Nielsen kritiserer programmet for at bedrive ”mobning uden samfundsrelevans” (Politiken 21/6 2019). Det er et enkelt og umiddelbart overbevisende billede. Men kigger man nærmere på det, ligger der mere i det end som så:
Skolegården er det danske samfund. Og som enhver ved, er mobberen skolegårdens øverste magtinstans. Mobberen er den der styrer det sociale hierarki og kan påføre alle andre fysisk og psykisk lidelse efter forgodtbefindende, medmindre gårdvagten griber ind (gårdvagten kunne i dette tilfælde være Menneskerettighedsdomstolen). Hvem er mobberne i den danske skolegård? Som jeg ser det, er det toppolitikere som Inger Støjberg, Martin Henriksen og Henrik Sass Larsen. Det er dem der har og bruger den egentlige magt til at påføre andre egentlig lidelse.
Når Krasnik og Davidsen-Nielsen således forsøger at tillægge DKR en helt anden magt end programmet faktisk har, forsøger de udnævne narren til fyrste for at stække hans magt. Det er en defensiv manøvre: De forsvarer deres egen stand og privilegier. Det vender jeg tilbage til.
*
Den aktuelle kritik af DKR samler sig især om to episoder. Den ene var en aprilsnar, der var tiltænkt DF’eren Kim Christiansen, men ramte hans hustru DF’eren Pia Adelsteen, eftersom det var hende der tog telefonen. Den anden knytter sig til programmets genkommende og skånselsløse kritik af Henrik Sass Larsen. Her omtalte DKR et rygte om at Sass skulle have et hemmeligt homoerotisk forhold til en ung socialdemokratisk folketingskandidat, som han skulle have dyrket såkaldt chemsex med på valgnatten. Den pågældende unge mand blev navngivet, og det var dét der faldt kritikerne for brystet, da han efter deres opfattelse ikke ”bar gyldne kæder”. Der blev altså sparket nedad.
Radio 24syvs ledelse har undskyldt begge episoder.
Det synes jeg ikke de havde behøvet.
Aprilsnarren gik ud på at der var kørt en lastbil ind i DF-ægteparrets værtshus i Mariager. Præmissen for joken var selvsagt den meget omtalte omfartsvej rundt om Mariager og ægteparrets værtshus, en omfartsvej som Kim Christiansen havde fået tiltusket sig i nogle forhandlinger uden at der var skyggen af saglig begrundelse for den, dvs. for personlig vindings skyld. Aprilsnarren var grovkornet, KBSKH udgav sig for at være politimand og fik sagt at lastbilulykken havde et dødsoffer, og det er forståeligt at Adelsteen var chokeret indtil der et par sekunder senere blev sagt ”aprilsnar!” og måske også bagefter. Til gengæld forstår jeg ikke de DKR-kritikere der tilsyneladende er mere forargede over en grovkornet spøg end over at en korrupt levebrødspolitiker var ved at få held til at klatte så mange millioner af vores fælles penge væk på et tåbeligt byggeprojekt til gavn for hans egen forretning.
At Sass har fået med den satiriske grovfil i DKR er i mine øjne også helt på sin plads. Jeg tror på ham når han siger at han er psykisk skrøbelig, og hans lidelse fortjener medlidenhed og omsorg. Men han er også en politiker der har spillet en afgørende rolle i forringelsen af vilkårene for mindre privilegerede skrøbelige mennesker i vores samfund. Samtidig med at han selv rager til sig af fyrstelige honorarer for møder han ikke kommer til, og sygemelder sig straks efter at have sikret sig endnu fire års løn, for på den måde at give sig selv rigeligt råd til den omsorg og hjælp han ikke under andre.
Sass er et godt eksempel på et magtmenneske der forsøger at undvige kritik ved at spille offer – endnu en fyrste der ikke vil stå ved at han er fyrste.
Hvorfor skal det så handle om hans (påståede) seksualitet? Tja, obskøniteter og henvisninger til kropsfunktioner har alle dage været en fast del af satirens repertoire. Narren piller de ophøjede og selvophøjede personer ned ved at minde os om at de går på toilettet og har diverse seksuelle præferencer, ganske ligesom os andre. Men den unge folketingskandidat da, er han så ikke et uskyldigt offer? Jo, til dels. Det har givetvis været ubehageligt for ham at blive inddraget i den historie, om den så er sand eller ej. Og han bærer ikke gyldne kæder – endnu. Men han aspirerer til at blive medlem af Folketinget for samme parti som Sass, han er et potentielt magtmenneske og som sådant allerede privilegeret. Og igen forstår jeg ikke at man kan blive mere forarget over grovkornet satire der rammer et enkelt privilegeret menneske på hans rygte, end over en politik der rammer titusindvis af navnløse skrøbelige mennesker på deres liv og førlighed. Hvor er proportionssansen henne?
Den er til forhandling i det omsiggribende karneval. Azrouni, Krasnik og Sass – spindoktoren, journalisten og politikeren – gør hvad de kan for at manipulere vores opfattelse af hvor den egentlige magt ligger. De gør det ikke ved at gøre nar ad fyrsten, tværtimod: Med deres påstande om at KBSKH er skolegårdens mobber og værre end Paludan forsøger de at gøre fyrste af narren.
*
Det er som sagt de to episoder der har skabt størst forargelse. Selv er jeg langt mere forarget over andre episoder og elementer af DKR’s omfattende univers. For eksempel deres gentagne brug af Morten Messerschmidt som bifigur. I programmet er han KBSKH’s ven, og det piner mig at Messerschmidt er så forbandet god til at spille Messerschmidt – elegant nok kun lige en grad mere arrogant og racistisk end den Messerschmidt der optræder i alle andre programmer. Jeg væmmes over at han ligesom Paludan får medløb. Der har – indtil videre – ikke været noget take-down af ham, og at han får lov til at shine med en ”jeg er sgu stor nok til at tage lidt pis på mig selv”-attitude uden at få egentligt modspil, synes jeg er så utåleligt at jeg er lige ved at slukke for programmet når han dukker op. Dér går min grænse.
Men det kunne aldrig få mig til at rejse en moralsk kritik af DKR, som så mange har gjort i de seneste uger. For min grænse for ubehag er, ligesom Krasniks og alle andres, idiosynkratisk og vilkårlig. Det skal ikke være min grænse der definerer programmets grænser. Og det skal bestemt ikke være Krasniks eller Azrounis eller Sass Larsens grænser.
Man skal altid spidse ører når nogen begynder at tale om at satiren skal holde sig inden for en grænse. For hvem bestemmer hvor grænsen går?
Det jeg mener, er ikke hvem der bestemmer hvor grænsen moralsk set bør gå – den diskussion er heldigvis endeløs, og den kan vi alle sammen deltage i. Jeg mener: Hvem kan helt konkret trække grænsen og lukke den slags programmer? Hvem kan fyre narren? Det kan dem der har magten, den egentlige magt.
Jeg hæfter mig ved at kritikken af DKR primært kommer fra de mest magtfulde i dette land.
Den kommer fra fyrsterne selv – adskillige politikere er trådt frem med eksplicit kritik fordi de har følt sig krænkede på egne eller kollegers vegne (selv om de naturligvis har MASSER af humor, MASSER!).
Den kommer fra skriverkarlene – førende journalister og meningsdannere som Krasnik og Davidsen-Nielsen, der for at få adgang til informationer er nødt til at være på god fod med magthaverne (også de går naturligvis ind for god satire, det manglede da bare, det er jo en vigtig del af demokratiet).
Og den kommer fra hofsnogene – denne særlige klasse af velbetalte kommunikationsfolk, som gnidningsløst skifter ham mellem spindoktor og politisk kommentator, dvs. skiftevis hjælper politikerne med at lyve og hjælper journalisterne med at analysere politikernes løgne.
Nu har jeg ni gange brugt det irriterende parentesord (medie)virkelighed. Det har jeg gjort for at skelne dén form for virkelighed fra den fysiske, kropslige, kød og blod-virkelighed der jo stadigvæk findes, skønt vores fragmenterede opmærksomheder efterhånden er så lammede af den allestedsnærværende (medie)virkelighed at vi næsten kan glemme det. Men der er stadig en forskel, og det er livsvigtigt at fastholde den.
Hvis du er i tvivl om hvorvidt noget er virkeligt, skriver historikeren Yuval Harari et sted, så stil dig selv det enkle spørgsmål: Lider det? Spørgsmålet om lidelse undgår Azrouni behændigt når han sammenligner KBSKH og Paludan til sidstnævntes fordel, og det synes jeg er infamt. For hvem af de to har skabt størst lidelse? En mand i dametøj der laver grovkornede gak og løjer der går ud over mere eller mindre privilegerede enkeltpersoner? Eller en politiker der har skabt angst, fortvivlelse og vrede blandt titusindvis af danske borgere med sine planer om deportationer? Og hvem af de to ville skabe mest lidelse hvis de fik magt som de havde agt?
*
Blandt hofsnogene er det, ud over Azrouni, især Henrik Qvortrup der har markeret sig med forargelse og kritik. Qvortrup – der har fået en fængselsdom for på ulovlig vis at have snaget i kendte menneskers privatliv – er skamløst kravlet op på en høj moralske hest i forbindelse med episoden om Sass og den unge folketingskandidat. Det var faktisk ham der startede denne shitstorm med en bemærkning i 24syv-programmet Q&A om at det er ”en offentlig hemmelighed blandt journalister, at hvis man har ting, man sådan synes egentlig er for gode til aldrig nogensinde at blive trykt, men man ikke rigtig kan trykke, fordi der er nogle presseetiske og strafferetslige regler, der gør, at man ikke kan, så kan man altid gå hen til Kirsten Birgit og få dem afsat”.
Modtrækket fra DKR var at KBSKH i programmet fortalte at rygtet om Sass og hans elsker stammede fra Qvortrup selv. Og at grunden til at han spillede forarget, var at han var i gang med at skrive en bog om og med selvsamme Sass og derfor nu havde brug for at indynde sig hos ham. Om det er fup eller fakta, må tiden jo vise.
Også Martin Krasnik fik svar på tiltale – samme dag han bragte sin kommentar i Weekendavisen.
I øvrigt har KBSKH sygemeldt sig i forlængelse af den megen kritik hun har været udsat for, ganske som Henrik Sass Larsen. Nyhederne oplæses i skrivende stund af en vikar (en fantastisk, Mandril-agtig figur ved navn Visti Skov Tjalve, spillet af Mathias Helt), men KBSKH møder alligevel op på redaktionen og taler med i baggrunden under oplæsningen, for ganske som Sass kan hun sagtens være sygemeldt og på arbejde på samme tid og skifte status til offer efter forgodtbefindende. I disse dage er hun i gang med research til en bog om satirens grænser. Foreløbig er hun nået frem til at Hudibras er inden for skiven, mens Mogens Jensens Nyrup-parodi nok er over stregen, eftersom en blind person jo kunne tro at det var den rigtige Nyrup hun hørte.
DKR følger således karnevallet dag for dag og udfolder til stadighed en forvrænget (medie)virkelighed midt i den forvrængede (medie)virkelighed. De er selv en del af alt det de spidder, og de bruger samme greb som dem de kritiserer. Og sådan tror jeg det må være. I de sene 2010’ere kan satiren ikke længere nøjes med at gøre nar ad fyrsten, men må opføre sit eget karneval midt i karnevallet og inddrage de andre karnevalsdeltagere hvad enten de bryder sig om det eller ej. Det er grænseløst, det kan ikke være andet. Men netop ved at arbejde så subtilt og komplekst og meta-agtigt selvbevidst midt i det grænseløse kan DKR skærpe lytterens kritiske sans i forhold til det store karneval. DKR udstiller karnevallets præmisser og peger på hvor hurtigt og subtilt og vilkårligt de dygtigste karnevalsdeltagere kan flytte grænserne mellem fup og fakta, alvor og sjov, bøddel og offer. Grænserne flimrer frem og tilbage i det grænseløse. DKR hvirvler støv op så vi kan se de usynlige grænsedragningers laserlysstråler og deres farlige og volatile spil. Det gør det i mine øjne til den vigtigste og mest vellykkede politiske satire vi har.
*
Men i (medie)virkeligheden nytter det ikke noget at diskutere hvor grænsen for DKR skal gå. For i virkeligheden er den grænse allerede trukket. Med Dansk Folkeparti som anklager og dommer og Lars Løkkes regering som bøddel er Radio 24syv som bekendt dødsdømt per 31. oktober 2019.
Jeg forestiller mig at det må være en ekstra motiverende faktor for holdet bag DKR. Det tror jeg også den aktuelle kritik er. I hvert fald peaker programmet i denne tid. Når fyrsterne har dødsdømt narren – og når skriverkarlene og hofsnogene så oven i købet beder narren om lige at løfte foden lidt fra speederen – er der naturligvis kun én ting at gøre. Og det er, som i slutscenen af Thelma & Louise, at jokke sømmet i bund og køre ud over afgrunden.
Det kan nok ikke være anderledes, måske er formatet også ved at have udtømt sit potentiale, og det er bedre at slutte på toppen. Men når DKR stopper, kommer det til at efterlade et smerteligt hul i det kaotiske karneval, der lige om lidt buldrer videre ind i 2020’erne.
