Dette essay om Michel Houellebecqs forfatterskab blev trykt i Weekendavisen den 10. juli 2015 og bringes her i anledning af at den franske forfatters seneste roman nu udkommer på dansk.
”Frankrig er ikke Michel Houellebecq, Frankrig er ikke intolerancen, hadet og frygten.” Sådan lød det fra premierminister Manuel Valls dagen efter angrebet på Charlie Hebdo.
Udtalelsen gjaldt Houellebecqs seneste roman, Underkastelse, som Valls næppe havde læst, eftersom den først var udkommet selvsamme dag terrorangrebet fandt sted. Som bekendt blev vi alle sammen pludselig Charlie, men ifølge premierministeren var Frankrig altså ikke Michel.
Jeg er Michel. Ikke kun i ytringsfrihedens navn, men også fordi jeg som forfatter spejler mig i en række ældre kolleger, hvis værker jeg sætter pris på. En af dem er Houellebecq, men jeg er også fx Henrik, Honoré og Haruki, henholdsvis Pontoppidan, de Balzac og Murakami. Når man som forfatter læser sine fagfæller, får man øjnene op for forskellige facetter af sine egne værker, både dem man har skrevet, og dem man drømmer om at lave. Men ved at granske sine forbilleder finder man også ud af hvor man ikke ligner dem. Den rest der bliver tilbage når man træder ud af spejlkabinettet og misser mod dagslyset, er så måske én selv.
Michel Houellebecq var på forsiden af Charlie Hebdo den dag tegnerne blev myrdet, og hans nye roman havde allerede inden udgivelsen vakt opstandelse. Forlaget Flammarion havde en måneds tid i forvejen offentliggjort et resumé: Ved præsidentvalget i 2022 vælges Mohammed Ben Abbes, der er leder af et moderat muslimsk parti, og i løbet af kort tid underlægges Frankrig en mild form for sharia. Ben Abbes ender med at blive valgt fordi de traditionelle partier fra centrum-venstre og centrum-højre for alt i verden vil undgå Front Nationals kandidat Marine Le Pen og derfor bakker op om den moderate muslim.
Romanen er langt mere kompleks end som så, men dette forenklede referat førte til heftige udmeldinger, allerede inden bogen var udkommet. Parallelt med receptionen af Yahya Hassan her i Skandinavien faldt de følelsesladede reaktioner i to kategorier. Den ene side, fx Manuel Valls, opfattede Houellebecq som en uansvarlig islamofobisk provokatør (omtrent som Athena Farrokhzad opfattede Hassan): Denne bog bærer ved til racisternes bål. Den anden side, fx Front Nationals leder Marine Le Pen, så Houellebecq som en heltemodig kunstner, der turde sige sandheden (svarende til Dansk Folkepartis opfattelse af Hassan): Europa er ved at blive islamificeret.
Det de to reaktioner havde til fælles, var at de entydigt forstod Underkastelse som en dystopi. For Valls og konsorter var romanen et urealistisk og farligt skræmmebillede; for Le Pen og kompagni var den en nødvendig advarsel. Begge udlægninger er forfejlede fordi de reducerer et litterært værk til et debatindlæg. Det foruroligende ved romanen er nemlig netop at det efter endt læsning ikke står klart om dens fremtidsvision overhovedet er en dystopi. Måske er der trods alt visse fordele ved en muslimsk stat?
Det er generelt uklart hvad Houellebecq rent politisk ”vil sige” med sine romaner; det er uklart hvad han frygter, og især hvad han håber på. Som fortælleren i Underkastelse, den midaldrende universitetslektor François, bemærker, da han på et tidspunkt bliver spurgt om han går ind for patriarkatet: ”Jeg går ikke ind for noget som helst” (hvorefter han opregner de fordele der trods alt er ved patriarkatet). Houellebecq går heller ikke ind for noget: Ingen og intet går fri af hans ætsende kritik, hverken islam eller katolicisme, hverken de troende eller ateisterne, hverken Front National eller de gamle ”anstændige” partier, hverken neoliberalisterne eller de frelste 68ere.
Det er ikke første gang Houellebecq har befundet sig i et brændpunkt, hvor fiktion og virkelighed synes at krydse hinanden. For i hans romaner møder man typisk en brutal samtidsanalyse spædet op med en nøgternt fabulerende forlængelse af nogle tendenser i tiden. Virkelige og fiktive personer optræder side om side, og forfatteren inddrager selvbiografiske elementer i sin fortælling.
I disse autofiktive tider har mange mennesker, også i Frankrig, svært ved at kende forskel på fortælleren i en roman og romanens forfatter. Måske fordi der kiler sig en tredje størrelse ind mellem papirfiguren og privatpersonen, nemlig forfatterpersonaen: den figur forfatteren gestalter i medierne. Houellebecq er berygtet for sine interviews, hvor han af og til drikker sig fuld eller lægger an på kvindelige journalister og ofte fremstår sært lidenskabsløs, ja, under tiden så apatisk at man kan frygte at han er faldet i søvn. Der er nogle fællestræk mellem denne forfatterpersona og de forskellige jegfortællere Houellebecq har skabt i sine romaner: Houellebecq-fortælleren er typisk en sølle misantrop, der forgæves forsøger at drikke og kneppe sig ud af ensomhed og depression. Tilsvarende fremstår Houellebecq-figuren i medierne som en dårligt klædt og kæderygende mandsling, der i en tåge af alkohol og sløvsind fremsnøvler sit mistrøstige livssyn.
Houellebecqs opfattelse af den menneskelige tilværelse formuleres allerede i 1991 i Rester vivant (“At holde sig i live”), en slags poetik eller programskrift der med inspiration fra Schopenhauer ser alt levende som en knude af lidelse. Bogen, der udkom mens Houellebecq var en ukendt poet og endnu ikke havde skrevet romaner, kan minde om Rilkes Breve til en ung digter – den er højstemt, radikal og fuld af bydeformer: ”Frygt ikke lykken; den eksisterer ikke.”
Et andet tidligt essay hilser med sin titel på Schopenhauers Verden som vilje og forestilling. Det hedder ”Verden som supermarked og latterliggørelse”. I Houellebecqs opdaterede version af Schopenhauers grundpessimisme ytrer ”livsviljen” sig ikke længere som en organisk kraft i den enkelte, men er degenereret til en diffus mængde behov, styret af reklameindustrien. Pointen er som hos den tyske filosof at begæret aldrig kan tilfredsstilles, heraf den uundgåelige lidelse.
De indtil videre seks romaner udfolder forskellige varianter over dette kulsorte livssyn: Vi lever ikke bare i en markedsøkonomi, men i et markedssamfund, hvor klassekampen har bredt sig fra den politiske og økonomiske sfære til hele livsverdenen, ikke mindst til kærlighedens gebet. Det har ført til en uafvendelig opløsning af menneskelige fællesskaber fra parforhold og slægt over arbejdsfællesskaber til nationer. Overalt er sammenhold afløst af individualisme. 68ernes drøm om en frisat seksualitet udviklede sig ikke, som de håbede, til kommunisme, men tvært imod til en form for kapitalisme på kønslivets område: Den frie kærlighed viste sig at blive underlagt det frie markeds nådesløse mekanismer, og uligheden i den seksuelle økonomi er lige så grotesk og destruktiv som i den materielle: En lille overklasse af attraktive svælger i seksuelle excesser, mens en stor underklasse af uattraktive synker til bunds i hvert sit mismod.
Den vestlige kulturkreds er degenereret til disse to nært forbundne akser: erotisk tiltrækningskraft og penge. Den enkeltes position i samfundet kan afledes af hvor han eller hun placerer sig i det senkapitalistiske koordinatsystem. Mange steder i Houellebecqs romaner udpensles den velkendte asymmetri mellem kønnene: Kvinder er attraktive når de besidder ungdom og fysisk skønhed, mænd er attraktive når de har penge og magt. Det er nok til dels fordi Houellebecq så hensynsløst skildrer hvordan kvinder med alderen mister deres værdi på det seksuelle marked, at han bliver beskyldt for at være misogyn. Men at beskrive noget er jo ikke ensbetydende med at gå ind for det, og i øvrigt er hans foragt for mænd ikke mindre.
Noget af det jeg godt kan lide ved Houellebecqs værker, er deres stort anlagte politiske og filosofiske perspektiv. Både fortælleren og flere af personerne reflekterer på et højt abstraktionsniveau og inddrager kompliceret faktuel viden om fx biologi, økonomi og historie. Der er kort sagt en betydelig intellektuel dimension i hans romaner, hvad der kun gør dem mere læseværdige, i hvert fald hvis man som jeg mener at kompakt formidlet viden kan være lige så stimulerende som plot og persontegning.
Ligesom Balzac sætter Houellebecq den sociologiske forklaring over den individualpsykologiske. Vi hører ikke meget om personernes barndom, men en hel del om deres sociale manøvrer. Ganske som Balzac beskrev det 19. århundredes gryende kapitalisme, skildrer Houellebecq det 21. århundredes senkapitalistiske verden, hvor en blind liberalistisk markedstro har inficeret hele samfundslegemet. Og ligesom Flaubert med chokerende ærlighed trængte ind bag borgerskabets nydelige facade og skrev om den dybe kedsomhed og det heftige kønsliv der udfoldede sig under overfladen, er Houellebecq skånselsløs i sin fremstilling af vor tids nydelsessyge narcissisme.
Det er oplagt at se ham som arvtager til det 19. århundredes realistiske roman og dens kradse samfundskritik, også fordi Houellebecq ligesom sine franske forgængere – og ligesom fx Dickens i England og Pontoppidan i Danmark – skriver ud fra en ambition om at integrere den enkelte romanpersons historie i den store fortælling, i nationens og Europas historie.
Hvad der adskiller Houellebecq fra de store realister, er at han ikke blot skildrer det der sker her og nu, men også i flere af sine romaner forlænger en tendens i nutiden til et tænkt fremtidsscenarie. Ved siden af den realistiske roman er science fiction-genren altså en inspirationskilde. Houellebecqs fremskrivninger perspektiverer vor tids vaner og værdier, vores selvforståelse ja, selve vores eksistens. Som teenager læste han ikke kun Baudelaire og Dostojevskij, men også Jules Verne. Aldous Huxley må nævnes som endnu en vigtig indflydelse, og det samme må den amerikanske kultforfatter H.P. Lovecraft, en pioner inden for horror og sci-fi, som Houellebecq skrev en monografi om i 1991. Centralt i monografien står Lovecrafts fjendtlige indstilling til den moderne verden og livet i almindelighed. Også Houellebecq har altså sit spejlkabinet af ældre kolleger.
Den mest grundige måde at læse en bog på er at oversætte den. Gennem de seneste 15 år har jeg haft lejlighed til sætning for sætning at granske så forskellige romanforfattere som Philip Roth, Marcel Proust og Michel Houellebecq. Som oversætter skal man være gennemsigtig, og i de lange perioder hvor jeg har skrevet som Marcel, har jeg ikke kunnet skrive som mig selv. Mit sprog forsvandt.
Senest har jeg forsøgt at give Houellebecq en dansk stemme. Hans nye roman, som udkommer herhjemme 1. oktober, er foreløbig det eneste af hans værker jeg har oversat, og derfor det jeg kender bedst. Og det der først og fremmest slår mig, er hvordan lanceringen og polemikken omkring romanens fremtidsvision har skygget for det som bogen primært handler om. Og det er ikke islam, men fortælleren François og hans lavmælte fortvivlelse over at være ude af stand til at elske. Underkastelse handler om hans afgrundsdybe ensomhed, mens islamificeringen af Frankrig finder sted i baggrunden af romanen, vi ser den med François’ indolente blik, og den fungerer som en spejling af hans følelsesliv: Han falder fra hinanden i takt med Den femte republik.
Jeg nævnte tidligere at ingen og intet går fri af Houellebecqs ætsende kritik. Det passer ikke helt. Der er én person i Underkastelse der fremstilles entydigt positivt, og det er forfatteren Joris-Karl Huysmans, som François har skrevet doktordisputats om. Huysmans er bogens helt, og det er han fordi han er den eneste fortælleren kan knytte sig til. Som François forklarer det:
”Kun litteraturen kan give én denne fornemmelse af kontakt med et andet menneskes bevidsthed, med denne bevidsthed i sin helhed, inklusive dens svagheder og dens storhed, dens begrænsninger, bagateller, fikse ideer og overbevisninger; med alt det der bevæger den, interesserer den, ophidser den eller frastøder den (…) En forfatter er først og fremmest et menneske, der er til stede i sine bøger (…) At man holder af en bog, betyder først og fremmest at man holder af dens forfatter, at man har lyst til at træffe ham igen og tilbringe sine dage sammen med ham.”
Omvendt skriver Marcel Proust i sidste bind af På sporet af den tabte tid: ”Dét enhver læser i virkeligheden læser når han læser en bog, er sig selv. Forfatterens værk er blot en slags optisk instrument, som han tilbyder læseren for at give ham mulighed for at få øje på noget som han på egen hånd, uden denne bog, måske ikke ville have fået øje på.”
Manuel Valls brød sig tydeligvis ikke om det han så i Underkastelse. Var det sig selv han fik øje på og ikke kunne genkende? Eller så han Houellebecq og blev forfærdet? Danner romanen et billede af læseren, som Proust påstår, eller af forfatteren, som Houellebecq mener? Begge dele, tror jeg, og mere til, for portrættet har i begge tilfælde en baggrund, en samtid, en personlig historie. Romanen er en forvandlingskugle og en tidsmaskine, litteraturen er i det hele taget en empatiteknologi: Uanset om man skriver eller læser den, kan den bruges til indlevelse i alt menneskeligt, inklusive det umenneskelige.
Det er snart et kvart århundrede siden jeg debuterede som forfatter. Jeg har forfulgt poesien vidt omkring: fra figurdigte der nærmede sig billedkunsten, til rapdigte der bevægede sig ind i grænselandet til musikken, og fra klassisk centrallyrik til tostemmig heftigt erotisk digtning. Også som oversætter har jeg frembragt mange forskellige afarter af dansk. Alt i alt har jeg arbejdet i så mange tonelejer at jeg af og til kan føle at jeg knap nok har en stemme selv – jeg har enten ingen eller mange.
Måske har de tusindvis af sider med fortællende prosa der er gledet gennem mit oversættersystem, været medvirkende til at jeg nu selv har skrevet en roman, som udkommer til efteråret. Jeg har som sædvanlig lavet et helt andet værk end jeg gjorde sidst, denne gang en slags realistisk roman. Det er med en til skræk grænsende ydmyghed at jeg træder ind i den tradition. For jeg ved jo godt at jeg hverken er Henrik, Honoré eller Haruki. Jeg er heller ikke Michel – bare mig selv, hvem det så end er.
***
NOTER: En mere udfoldet analyse af Houellebecqs seneste roman kan læses her. Romanen som “udkommer til efteråret” er den netop udkomne Min ukendte bror. Weekendavisens oplæg lød sådan her: “Sommerserie: Ingen mand er en ø, ingen forfatter er alene i verden. Men hvem der står på skuldrene af hvem, hvordan trådene trækkes og inspirationen hentes, er ikke altid klart. I Bøger har vi derfor bedt en række forfattere skrive et portræt af et værk, et forfatterskab eller en forfatter, som på en særlig måde har haft betydning for dem.” Den oprindelige opsætning i avisen med Lars Vegas’ tegning af Houellebecq kan ses her (i to stykker): TOP og BUND.