I et Facebook-opslag den 23. februar gik forfatteren Asta Olivia Nordenhof i rette med sin kollega Christina Hagen. Det var et interview der fik Nordenhof til tasterne, Hagen havde udtalt sig i anledning af sin nye bog Jungle, og det var, i det mindste for mig, ikke helt klart om det var bogen, interviewet eller personen Christina Hagen der var genstand for Nordenhofs kritik. Også jeg lod mig imidlertid rive med, et par af mine bemærkninger i kommentartråden var ikke videre gennemtænkte, og debatten blev, som alt for mange Facebook-debatter, hidsig og rodet og ikke særlig konstruktiv.
Det som anfægtede mig i første omgang, var at Nordenhof skrev: ”Og til sidst dette med at kunsten, åh kunsten, ikke skal tage parti, dette med at det skulle være så grænseoverskridende spændende ikke at vide, om en forfatter der har skrevet en racistisk tekst mon også selv er racist […].” Det kan være jeg tager fejl, men som jeg afkoder sarkasmen, siger Nordenhof her at kunsten bør tage (politisk) parti, for eksempel i forhold til racisme.
Uanset om jeg fejllæser Nordenhof eller ej, satte den ophedede debat nogle tanker i gang. Det er nemlig ikke første gang forholdet mellem litteratur og politik er blevet diskuteret.
I begyndelsen af det tyvende århundred forsøgte nogle russiske litteraturteoretikere at indkredse litteraturens egenart. De russiske formalister, som de blev kaldt, opfandt blandt andet et begreb som på dansk kan kaldes ”mærkværdiggørelse”. Ideen var kort fortalt at kunsten skulle bryde med forventningerne for på den måde at gøre det velkendte fremmed. Dagligsproget og vores konventionelle tænkemåde slørede sanserne og forhindrede os i at se det særligt stenede ved stenen, og derfor skulle litteraturen – fx ved hjælp af forvrængning, stilisering eller uventede spring og sammenstød – ruske op i vores forståelsesapparat, så vi kunne se verden med friske øjne. Da Stalin kom til magten, faldt de russiske formalister i unåde: De var borgerlige og dekadente, den kunst de hyldede, var ude af kontakt med arbejdernes sociale virkelighed, og litteraturen burde i stedet bakke op om revolutionen.
Ingen kræver vel i dag at litteraturen skal underlægge sig et specifikt (parti)politisk program og dermed blive propaganda. ”Al god kunst er politisk, al politisk kunst er dårlig,” skrev maleren Harald Giersing omtrent samtidig med at de russiske formalister huserede. I 1985 citerede Søren Ulrik Thomsen de fyndige ord i Mit lys brænder, som blandt andet var et opgør med halvfjerdsernes naivt politiske kunst. Men hvordan skal vi forstå forholdet mellem litteratur og politik anno 2017? Hvad er anderledes i dag i forhold til 1910’erne og 1980’erne?
Vi lever i et informationssamfund med en benhård opmærksomhedsøkonomi. Netop når det gælder ord, er det i dén grad købers marked: Aldrig har så mange faldbudt tekst. Aldrig har verden været mere fuld af sprog. Aldrig har så mange brugt så meget tid på at læse (skimme) og skrive (uden omtanke). Facebook, netaviser, blogs, kommentarspor: Der er sjaskede formuleringer og halvbagte tanker alle vegne, og det hele flyder sammen i en enorm flom af tekst der glider op over skærmen og ud i glemslen. Derfor er de russiske formalisters grundidé faktisk mere aktuel i dag end da den blev formuleret. Der er mere end nogen sinde før brug for at litteraturen besinder sig på sin egenart som litteratur.
Hvis man forlanger at kunsten skal tage parti, hvis man forlanger at litteraturen skal udtrykke en bestemt politisk holdning og for eksempel være imod racisme, så kræver man samtidig at den skal være let afkodelig i forhold til den politiske debatdiskurs der udgør hovedstrømmen i den store flom af tekst: Tl;dr (”Too long; didn’t read”), som man skriver i kommentarsporet når noget er for langt og for indviklet og krævende. Hvis jeg skal gå ind på tanken, kunne argumentet måske være at man i den benhårde opmærksomhedsøkonomi vi lever i, ikke kan tillade sig at være uklar. Når vi diskuterer racisme, sexisme, kapitalisme, klimaforandringer osv., må litteraturen melde klart ud, ellers kan den misforstås. Hvis litteraturen vil tale magten imod, må den tale tydeligt.
Men som jeg ser det, ville det være en falliterklæring at trække litteraturen ned i flommen af hurtige holdninger og liflige likes på Facebook. Man taler ikke for alvor magten imod ved at sige den imod på dens eget let afkodelige, like-genererende sprog, man taler magten imod ved at tale et andet sprog. Derfor forstår jeg heller ikke de forfattere der, tilsyneladende helt bevidst, udvisker grænsen mellem et digt, en Facebook-opdatering og et debatindlæg i avisen. For hvis litteraturen, med en ulidelig kliché, skal ”gøre en forskel”, må den gøre det ved at være en forskel i forhold til flommen. Fx ved at være langsom, eftertænksom, omhyggeligt forarbejdet. Fx ved at skildre mennesker, miljøer og fænomener vi ellers aldrig hører om. Fx ved at gøre modstand rent sprogligt og være svær at kapere. Fx ved at kommunikere uklart, uafgørligt. Fx ved ikke at fremkalde umiddelbar tilslutning, men tvivl, ubehag og selvransagelse. Fx ved at droppe journalistiske nyhedskriterier som aktualitet og konflikt for i stedet at se tingene i et helt andet perspektiv.
For at vende tilbage til Giersings aforisme er det i denne videre forstand at god kunst kan være politisk, også i 2017: I en verden hvor mange af os bruger så mange kræfter på at manøvrere i flommen, kan litteraturen måske få os til at standse op et øjeblik, hæve os op over flommen og mærke efter: Hvordan er det egentlig at være menneske? Hvad foregår der egentlig i mit nervesystem når jeg er offline og alene? Hvordan er det vi behandler hinanden? Hvad er vigtigt i livet? Og hvad er egentlig det stenede, det helt vildt stenede, ved en sten?
* * *
Ovenstående er skrevet den 4.-5. marts 2017 som svar til en journalist der i anledning af Asta Olivia Nordenhofs Facebook-opdatering og den efterfølgende debat sendte mig en række spørgsmål om litteraturens rolle i samfundet. Artiklen er endnu ikke publiceret og vil antagelig blot citere et par uddrag af mit svar (hvad jeg er indforstået med).