Kære unge mennesker,
Mit første råd til jer er, at I ikke skal lytte til de gamle. Men eftersom det råd kommer fra en gammel mand, skal I selvfølgelig ikke lytte til det! For nogle af de gamle er måske værd at høre på. Dem der ved noget, især dem der ikke bare ved noget, men også har en passion for det de ved noget om: Nørderne, lyt til nørderne!
Men hvis jeg var i jeres studentersko, ville jeg være skeptisk, selv over for gamle nørder. Hvis jeg tilhørte jeres generation, ville jeg ikke alene være skeptisk over for min egen generation, men også vred på den. Halvdelen af den CO2 der er i atmosfæren, er blevet udledt i de godt tredive år der gået siden jeg blev student. Min generation og de to foregående har smadret den klode I skal tilbringe resten af jeres liv på.
Og jeg kan lige så godt sige det som det er: Det skyldes kapitalismen. I den vestlige verden er vi blevet indoktrineret med ideen om at kapitalisme og demokrati er to sider af samme sag. Men det er ikke sandt. Det første er et økonomisk system, det andet er et politisk system. Ideelt set skal politikken regulere økonomien. Men i de godt tredive år der er gået siden jeg blev student, er finansverdenen blevet afreguleret. Derfor er kapitalismen gået fuldstændig amok. Og det er ikke mindst derfor klimaet er blevet smadret.
Der er meget godt at sige om kapitalismen. Den har skabt velstand. Men man er nødt til at holde den i ørerne. Jeg kan huske en sætning fra en børnebog fra min folkeskoletid, en sætning der var herligt skamløs i sin socialistiske indoktrinering, og som lød omtrent sådan her: ”Tag dig i agt for de rige, for de er grådige og nærige – ellers ville de jo ikke være rige.” Det synes jeg stadig er et godt råd.
Kloden er i krise, fordi grådigheden hersker. Så her er en anden og desværre nok ret lille gruppe af mennesker der kunne være værd at høre på: Dem der ikke vil have noget af jer, lyt til dem! Lyt til dem der vil give – uden bagtanker.
Men lyt først og fremmest til jer selv. Også selv om det måske er det allersværeste. For det kan virkelig være svært at høre hvad man selv tænker og føler og mener, i den frådende brandstorm af information de fleste af os befinder os i.
Eller jeg synes i hvert fald det er svært. Måske er det lettere for jer – jeg ved det ikke. I det hele taget ved jeg meget lidt om hvordan I tænker, hvad I føler, og hvordan I oplever verden. Ja, faktisk tror jeg aldrig at den ældre generation har vidst så lidt om den yngre generation, som tilfældet er i dag. Min opvækst er på mange måder tættere på mine bedsteforældres eller oldeforældres end på jeres, for udviklingen er accelereret helt afsindigt. Jeg kom igennem både gymnasiet og universitetet uden at have hørt om internettet. Jeg fik min første mobiltelefon da jeg var 32 og min første smartphone da jeg var 40.
De digitale teknologier har medført en gennemgribende forandring af vores tilværelse, hele vores livsgrundlag: Arbejdslivet, det sociale liv, kærlighedslivet – følelseslivet i det hele taget. Alt er radikalt forandret i forhold til da jeg var på jeres alder.
Den ændring der er sket, er lige så altomfattende og lige så fuld af uoverskuelige konsekvenser som dengang vi gik fra at være jægere-samlere til at dyrke jorden. Overgangen til agerbrug tog mange, mange generationer, flere århundreder. Overgangen til informationsalderen har taget en tyve-tredive år.
Så jeg føler mig som en gammel jæger-samler i et pludseligt opstået bondesamfund. Jeg kan sagtens se fordelene ved at hegne dyrene ind så man ikke skal løbe rundt efter dem ude på sletten. Og det er da også smart fundet på selv at dyrke de planter man skal bruge, og samle dem ét sted, frem for at skulle rundt her og der i skoven for at finde dem. Streamingtjenester og podcasts er godt fundet på: Tænk, nu kan man selv bestemme hvornår man ser fjernsyn og hører radio, frem for at være afhængig af hvornår det bliver sendt. Og jeg kan hver eneste dag se fordelene ved Google og Wikipedia frem for Det Kongelige Bibliotek, hvis gulnede arkivkort jeg stod og bladrede i i min studietid.
Arkæologerne har påvist at overgangen til agerbrug var en katastrofe for vores livskvalitet. Knogleresterne viser hvad der skete med os da vi blev bønder: Vi blev fejlernærede, fik flere sygdomme, blev mindre og svagere af vækst og fik en kortere levealder. Til gengæld blev der mange flere af os, og det er som bekendt det eneste succeskriterium evolutionen arbejder med. Endnu i dag lever vi med konsekvenserne af den cirka 12.000 år gamle katastrofe: Kvindeundertrykkelse, overbefolkning, økonomisk ulighed, og hvad de patriarkalske samfundssystemer ellers har ført med sig.
Hvad overgangen til informationsalderen kommer til at betyde for menneskeheden, tror jeg ikke der er nogen der ved endnu. Ikke engang jer. Men én ting jeg lægger mærke til, er at der er opstået noget der – i hvert fald i mine gamle jæger-samler-øjne – ligner en alvorlig sygdom. Mange mennesker, nok især yngre mennesker, lider af fragmenteret opmærksomhed. Og med opmærksomhed mener jeg både evnen til at fokusere, evnen til at være nærværende og evnen til at bevare overblikket. De ting hænger sammen. Kort sagt: Evnen til at samle sig, frem for at være her og der og allevegne, 24-7.
Så hvis informationsalderen ikke skal forringe jeres livskvalitet; hvis I gerne vil trives bare nogenlunde gennem amok-kapitalisme og klimaforandringer; og hvis I vil have kræfter til at gøre noget ved alle de problemer min generation har skabt for jer, så har jeg et råd til jer: Pas godt på jeres opmærksomhed. Alt og alle vil have den hele tiden. Tag kontrol over den, så den ikke farer rundt til højre og venstre hver gang der bliver hevet i den. Man kan træne sin krop så den bliver stærk og smidig og udholdende og kan lære alt muligt. Præcis det samme kan man gøre med sin hjerne.
Som det blev nævnt da jeg blev præsenteret, er jeg sådan én der mediterer. Så det kommer nok ikke som nogen overraskelse at jeg vil opfordre jer til at give jeres hjerne noget grundtræning, uanset hvad I har tænkt jer at bruge den til. I behøver ikke at nørde meditation, sådan som jeg gør. Men tag en stille stund hver morgen og hver aften, om det så bare er ti minutter. Sluk alt digitalt udstyr, fjern støj og distraktioner så meget det kan lade sig gøre. Luk øjnene, og forsøg at fokusere på vejrtrækningen. I begyndelsen vil der være et inferno af tanker, og det vil føles akavet og måske ubehageligt. Men hvis man træner regelmæssigt, bliver der efterhånden mere stille. Og først da vil I kunne gøre det jeg rådede jer til før, nemlig at lytte til jer selv.
Og det er I nødt til. For jeg er bange for at vi gamle mennesker ikke kan hjælpe jer særlig meget. I har ansvaret nu, fordi vi ikke kunne finde ud af tage det. Undskyld og tillykke.
*
Ovenstående er en tale jeg, i egenskab af gammel elev, holdt for de nye studenter fra Nørre G. den 29. juni 2019.