Virus kan sagtens inficere en organisme uden at det levende væsen mærker den udødes tilstedeværelse. Vores lidelse er ikke virus’ mål og tjener intet formål. Virus vil os det ikke ondt, virus vil os det ikke godt, virus vil os ingenting. Så måske er det ikke blandt udøde gotiske monstre som zombier og dæmoner at vi skal finde et passende billede på den aktivitet coronavirus udfolder, for monstre har altid en vilje. Hvor dunkel og uudgrundelig den end er, er vi ikke i tvivl om at den er der, og at den er stærk. De fleste sci-fi fortællinger om besøg fra rummet er – det er i det mindste mit indtryk; jeg ved ikke ret meget om genren – stadig gotiske gysere, bare med et andet production design: De handler om væsener med hensigter, som regel onde hensigter. Kun de færreste af vores fortællinger skildrer en egentlig alien invasion, et møde med noget der set fra vores begrænsede perspektiv er så radikalt fremmedartet at det er hinsides gør eller vil, tilfældigt eller intenderet, livløst eller levende. Hvis vi endelig en dag kommer i kontakt med en i sandhed højere intelligens, vil vi per definition være for dumme til at opdage det – hvilket også betyder at det kan være sket for længst eller sker lige nu. Myrerne i den lille tue der bliver smadret af en tung gren, har ingen forudsætninger for at forstå den alien invasion der rammer deres bo. De har fjender, fremmede væsener de kan identificere og forsvare sig imod, fugle fx, men grenen er noget ganske andet. Og om den blev kastet af et barn eller bare faldt ned fra det træ tuen står under, er et spørgsmål der befinder sig på et abstraktionsniveau der er milevidt over myrernes fatteevne. For os såvel som for myrerne – ja måske på et ethvert erkendelsesniveau – er der forskel på fremmed og fremmedartet, foreign og alien.
Trump har kaldt coronavirus ”a foreign virus” og ”The Chinese virus”. Han forsøger at indskrive pandemien i en velkendt fortælling om en fremmed magts angreb på Amerika. Det skal være nogens skyld, der skal være en fjende, ellers er der ikke nogen at besejre, og så har han ikke nogen berettigelse, ikke nogen magt. Men virus er ikke en fjende, en fremmed, virus er fremmedartet. Og virus er ikke en magt. Ganske vist taler vi om at ”bekæmpe” den som var den en invasionsstyrke, men det er bare en mere uskyldig brug af den samme upræcise metafor som Trump bruger med et anderledes gustent overlæg. Virus er ikke en hær, virus har ingen leder. Vi kan ikke indlede fredsforhandlinger med virus, vi ville ikke engang kunne overgive os til virus når ødelæggelserne bliver for omfattende, vi ville ikke kunne lade virus overtage regeringskontorerne. Virus er ikke interesseret i territorier, ressourcer, magt. Virus er en årsagskædereaktion. Vi er ikke under angreb, vi er bare i vejen. Vi er det biologiske substrat virus bevæger sig gennem. Den myretue grenen rammer.
Udsigten til hvad der kommer til at ske i USA i de kommende uger og måneder, er i mine øjne mere usikker og foruroligende end den har været siden Den Amerikanske Borgerkrig. Det virker som om næsten hvad som helst kan ske: Vil det lykkes Trump at benytte en undtagelsestilstand til at aflyse præsidentvalget og blive siddende? Både Trump og Biden er i risikogruppen. Hvad sker der hvis én af dem eller begge to dør af COVID-19 inden 20. november? Coronavirus ser ud til især at ville ramme Trump-vælgere: Gamle hvide mænd med dårligt helbred og en dyb skepsis over for stat og myndigheder, det vil sige over for evidensbaserede gode råd og påbud. Hvad sker der når eller hvis de begynder at dø i hobetal, og det i forvejen dybt defekte amerikanske sundhedsvæsen kollapser? Vil de vende sig mod Trump eller stille sig bag ham? I Danmark hamstrer vi lokumspapir, i USA hamstrer de våben. The Guardian rapporterer om lange køer og tumult hos våbenhandlere over hele Amerika. Væbnede kampe, borgerkrigslignende tilstande, jeg synes også selv det lyder sindssygt og alarmistisk, men har svært ved at finde et stærkt argument for at den mulighed er urealistisk.
Meget vil afhænge af om Trumps retoriske strategi lykkes. Kan han skabe en troværdig skrækfortælling, et overbevisende fjendebillede, kan han endnu engang gøre sig selv til offer og overmenneske i ét? Lige nu ser det ikke ud til det. Lige nu ser det ud til at denne grotesk uduelige og ustyrligt selvovervurderende leder for første gang er en smule rådvild, og måske – måske! – lytter en anelse til andre end røvslikkere. Hans bratte kursændring i forhold coronavirussen har ført til vild forvirring i Trumpistan – den sociale og mediemæssige parallelvirkelighed hans tilhængere befinder sig i. Nogle kolporterer stadig Den Kære Leders gamle i øvrigt indbyrdes modstridende fortællinger om at det er en stor venstreorienteret konspiration, et ligegyldigt fupnummer, at antallet af smittede bliver mindre, og at hvis det hele ramler, så er det kinesernes skyld. Andre, såsom Fox News, forsøger at følge præsidenten i hans pludselige kursskifte. Vil Trumpistan gå i opløsning? Eller tværtimod samle sig og marchere mod hovedstaden med våben i hånd? Trump slog sig op på at ville dræne sumpen og rydde op i Washington – bliver retorik nu til realitet?
Sproget er en virus fra det ydre rum, sagde Burroughs, og fortællinger kan være farlige hvis man tror på dem. Hvis man bliver inficeret af deres information, hvis man spreder den og fører den ud i livet. På papiret og på skærmen er fortællinger bare kode, livløse ord. I et inficeret menneske krydser de grænsen fra død materie til kød og blod og korporlig virkelighed.
# # #