I anledning af Pligtens Kalders første album
Jeg faldt pladask for Pligten Kalder første gang jeg oplevede dem, og siden har jeg været til deres koncerter så tit det kunne lade sig gøre. De har huseret – som regel på værtshuse og mindre spillesteder – de seneste syv-otte år, især omkring reviret på Vesterbro, og nu udgiver de så deres første album, Du Skulle Have Været Der I Går – efter en EP og en single, begge fra 2007. Det er med andre ord ikke et band der cykler samme dag de pumper. Og den afslappede holdning præger også deres optrædener, der har en intimitet og en magi man sjældent finder andre steder.
Med et slidt udtryk er Pligten Kalder et kultband. Det er samtidig et kultband med et slidt udtryk: For der er gravrust på stemmelæberne og masser af grus i svælget når sangeren Johan Olsen krænger sit magtfulde organ ud; og Torben Stenos antikverede Optigan-orgel suser og hvæser så astmatisk at man hvert øjeblik frygter det skal bryde endegyldigt sammen. Grundstemningen hos Pligten Kalder er i det hele taget en følelse af at være godt brugt. En følelse af at alt er lidt ad helvede til, men at livet alligevel humper videre.
Det hele begyndte selvsagt på et værtshus på Vesterbro, hvor Johan Olsen – forsanger i rockbandet Magtens Korridorer og i øvrigt biokemiker – faldt i snak med journalisten og musikeren Torben Steno, som mange vil kende fra nogle meget originale tv-programmer på DR2. På en eller anden måde kom det i stand at de to skulle underholde til en julefrokost på værtshuset, og det gjorde de ved at Johan Olsen reciterede digte af egen tilvirkning, akkompagneret af Torben Steno på førnævnte Optigan. Lidt senere blev denne oprindelige duo ved koncerterne suppleret med en violinist eller en blæser, og på et tidspunkt fik bandet en fast tredjemand i Peter Jessen, som skiftevis trakterer en troldsk klarinet og en hæst blæsende mezzosopransax. Ved deres seneste optræden på hjemmebanen, værtshuset Psykopaten på Frederiksberg, fik de tillige selskab af en kontrabassist, nemlig Søren Mikkelsen, der også har produceret deres album, og som Torben Steno uden at fortrække en mine introducerede som ”den fjerde Beatle”.
Kernen i det musikalske udtryk er gårdsangertraditionen med skamløs skomagerbas, masser af mol og tristesse i trefjerdedele. Dertil kommer et skvæt røg i øjnene fra en tidlig Tom Waits, hvilket cirka vil sige blues, jazz og vaudeville. Johan Olsens stemme – der nok skulle kunne synge et par baggårde op – kommer i mine ører faktisk bedre og mere nuanceret til sin ret her end i Magtens Korridorer, og det er oplagt at sidestille den med netop Tom Waits’. Begge de herrer lyder som et askebæger og synger med samme labile overfølsomhed som dén man finder i talestrømmen hos en godt tillakket stamgæst: Der er bratte skift fra det kælne eller småsjofle over det fortvivlede og desperate til det brølende fandenivoldske.
Instrumentalt set er Pligten Kalders afgørende særpræg Torben Stenos Optigan, der faktisk lyder lidt som en lirekasse. Der er tale om en slags prædigital sampler, der havde en kort opblomstring i begyndelsen af 1970’erne, inden den blev overhalet af bedre og billigere teknologi. Det er en elastikdrevet, næsten Storm P-agtig indretning, som på overfladen kan ligne dét stueorgel det hurtigt blev udkonkurreret af, idet det både har almindelige tangenter og et sæt akkompagnementsknapper. Men lyden kommer fra udskiftelige, LP-lignende plader, som hver især rummer et soloinstrument og forskellige former for ledsagelse, indspillet som optiske tonespor, der ligger i koncentriske ringe på den gennemsigtige plade. Lyden frembringes således ikke af en pickup, men af en lysstråle, der aktiveres når man trykker på tangenter eller knapper, hvorefter de analoge samplinger af svundne tiders orkestermusik kommer ud af højttaleren i en kvalitet der må betegnes som udpræget lo-fi. Dette sære instrument, der emmer af nostalgisk længsel efter en kort og mislykket brun guldalder, virker som en direkte forlængelse af Torben Stenos personlighed.
Teksterne er fulde af klicheer. Men det er klicheer der som regel får et twist eller falder så tæt at de næsten falder fra hinanden. Denne montage- eller sabotagelignende brug af velkendte talemåder kan minde om noget tilsvarende i C. V. Jørgensens tekstunivers, hvor det for eksempel kan hedde at ”det sortner for dine øjne, mens du stirrende står og ser/ endnu et dødt løb blive kørt med dig som blind passager” (fra ”Sæsonen er slut”). Hos Pligten Kalder gøres det for eksempel sådan her: ”Det sidste skud i bøssen er fyret af/ uden at ramme skiven med det glatte lag” (fra ”Jeg Snyder I Kabale”). Tre klicheer på to linjer; det lyder genkendeligt, men hvad betyder det egentlig? Den slags sammenstød bringer de faste udtryk ud af fatning og trækker det meningsløse frem midt i det banale. Derudover er der – ganske som i den folkelige visetradition – ofte et maritimt præget billedsprog med færger der for længst er sejlet, en kaptajn der går ned med sit skib, og en skude der måske når i havn, men under alle omstændigheder rimer på savn. Sømandsbillederne er en populær, for ikke at sige corny måde at skildre følelser på, men også de leveres med det twist eller den overbudsagtige montage der får dem til at dirre på nye måder: ”Hendes skibe lægger ud, men/ forlader aldrig horisonten,/ hendes stormfulde højder/ bliver trukket i land/ i en tørdok ved et mørkt hav” (fra ”De Tavse Gæster”). Også værtshuslivet tematiseres naturligvis, inklusive et af nutidens mange begrædelige tilbageskridt, nemlig hysteriet omkring rygning, der som bekendt nu næsten altid skal foregå udendørs. Det sker for eksempel i disse vers fra ”Hvorfor Er Jeg Ikke Død?”:
Og så er det ud til et lille hvæs/ og ind i en stjernekreds/ af mænd som står fast på ingenting/ og som knapt kan gå i ring/ Men jeg ender dog i mit hjem/ langt fra de fulde fem/ men der er stor statistisk sikkerhed/ for at vi bliver ved og ved.
Hvis man synes teksterne virker en anelse blege på skrift, er det fordi de først og fremmest er beregnet til at blive hørt. Og det er en sand fryd at lytte til det længe ventede album, som foruden Jessen, Olsen, Steno og ”den fjerde Beatle” gør brug af de fine gæstemusikere Laura Illeborg, Channe Nussbaum, Billy Cross og Morten Buchholtz, som – uden at rokke ved det grundlæggende udtryk – tilfører strejf af pop (”Abbas Triste Koner”, der vistnok citerer et par toner fra ”Money, Money, Money”), old school rock (”Tre Ældre Kvinder På En Tom Bøssebar I November”) og en slags slow funk (”Så Bliver Det Nat”).
“Den Røde Kano”, håndholdt live-optagelse fra Psykopaten den 13. marts 2014. Steno introducerede sangen som “vores eneste glade nummer”. Bemærk hvordan han under fællessangen er foruroligende tæt ved at falde ud af rollen som sur gammel mand.
Til koncerterne er bemandingen mindre og de musikalske detaljer færre, men dér får man til gengæld noget andet med i købet, nemlig en ganske særlig, hjertelig stemning, som et trofast stampublikum opsøger igen og igen, blandt andet for at synge med på de iørefaldende omkvæd. Stemningen skyldes ikke mindst alt det der sker mellem numrene. Der ryger øl, Fernet Branca og smøger indenbords, ikke mindst hos de optrædende; og tilråb fra publikum mødes med vittige svar. Torben Steno, som af og til slår over i bred fynsk dialekt, gør sig mange livstrætte og underfundige betragtninger, der – omtrent som hos Niels Hausgaard – er fulde af lune, selvironi og underspillet samfundskritik. Sidst jeg så dem på Psykopaten, talte han for eksempel om det mærkelige i at cigaretter bliver lagt stadig mere for had, samtidig med at cannabis måske skal til at være lovligt. Så selv om man knap nok kan ryge en e-cigaret uden at folk stejler, kan man måske snart – sagt på drævende fynsk – ”ryge sig en eee-feee’”. Steno nyder tydeligvis rollen som sur gammel mand, og hans underdrejede jeremiader og excentriske facon danner fin kontrast til den udadvendte og drengede Olsen, der supplerer med rappe replikker og afvæbnende skraldlatter. Dertil kommer hele det show der udspiller sig omkring Stenos Optigan, som mellem hvert nummer ikke alene skal have skiftet plade, men også så at sige skal kæles op fra slap, idet det tilsyneladende meget nemt ryger ud af stemning. De gennemsigtige plader bliver forsigtigt fisket frem fra en fedtet mappe og holdt op mod lyset indtil den rigtige er fundet. Dernæst slås en tone an, som sejler op og ned mens Steno ængsteligt skruer på forskellige knapper i et forsøg på at få den til at ramme en grundtone som blæseren Peter Jessen kan leve med. Denne lille pantomime rummer på en måde essensen af Pligten Kalder: Skrøbelighed, intimitet og absurd komik.
Noget af det jeg holder allermest af ved Pligten Kalder, er deres særlige og herlige måde at håndtere maskulinitet på. Der er nemlig tale om et udpræget mandeunivers: Teksterne handler om mænd og deres fællesskaber og følelser, og det samme gør en del af de replikker der udveksles mellem numrene til koncerterne. Men det er vel at mærke ikke nogen stereotyp maskulinitet, for der er i den grad plads til de store følelser. Mest i den mørke ende af skalaen: sorg, savn, længsel og dødsbevidsthed. Men af og til også i den lysere ende: Der er decideret livsglæde i ”Den Røde Kano” (fra EP’en); og i ”En Underlig Lyd” gives der med få ord en fin skildring af forelskelsen: ”Du sætter håret op/ med en faretruende fryd/ og fra havets dyb kommer tordnen før bølgen rammer.” Sidste linje sunget med sand fortvivlelse.
Hos Pligten Kalder er der således både følsomhed og værtshusromantik – og drivende sentimentalitet. Sentimentalitet er en form for kitsch, og forfatteren Milan Kundera har engang defineret det som ”den anden tåre”: Den første tåre skyldes at man bliver rørt over noget (børn der leger, en god ven der er død); den anden tåre, sentimentalitetens tåre, er så når man bliver helt bevæget over at være blevet rørt – det er med andre ord når man går fra at være rørt til at blive rørstrømsk. Hos Pligten Kalder finder man både den første og den anden tåre – plus noget tredje, som, for at blive i billedet, er når man snøfter ind igen og giver efter for et lille fortrøstningsfuldt smil. Vel at mærke mens de to tårer stadig triller. Der er, som jeg ser det, ikke tale om ironi, for ironien er som regel en defensiv figur, der blandt andet bruges til at lægge afstand til de store følelser. Og det sker ikke i denne treleddede figur (første tåre, anden tåre, smil), der netop er en særlig måde at stå ved sin følsomhed på – uden at miste grebet.
Måske er det noget man oftere ser hos mænd end hos kvinder. Og måske er det noget særlig dansk – eller snarere noget mange holder af at forestille sig er særlig dansk. I hvert fald minder det mig umiddelbart om et andet maskulint og dansk univers, nemlig det man finder hos Benny Andersen og Povl Dissing, både på Svantes viser og Oven visse vande: Her er der, ganske som hos Pligten Kalder, en slags sortsyn med et lunt glimt i øjet. Det handler om alvorlige og følsomme ting, men der er samtidig plads til et ordspil og lidt gøgl. Smilet falder som en comic relief, der giver en slags følelsesmæssig afspænding – uden at hverken den oprindelige følelse eller den efterfølgende svælgen i følelsen ugyldiggøres.
To steder på Du Skulle Have Været Der I Går er denne tredelte figur særligt tydelig: ”Den Polske Kavalergang”, som er en ramsaltet og dødsmærket sang, slår hen mod slutningen helt uventet over i det fjogede refræn ”Åh Boogie Woogie Woogie”, hvorefter den til allersidst vender tilbage til sit desillusionerede omkvæd, så det fjollede ikke kommer til at aflyse alvoren. Det andet sted hvor denne figur ses, er i albummets sidste nummer, ”Boffeladen”, som er en hyldestsang til en alt for tidlig afdød ven, der – som Torben Steno sagde ved den seneste koncert – led af samtlige livsstilssygdomme. Han var bartender og blev kaldt Bof; hans borgerlige navn var Per Hansen (og hvis ikke jeg tager fejl, var det faktisk netop på hans værtshus Pligten Kalder havde den nævnte allerførste optræden). Det er et meget gribende nummer i mol og trefjerdedele, og Johan Olsen når hudløst op på nogle meget høje toner uden at miste den mindste smule af sin uforlignelige stemmekraft. Det bringer – i hvert fald hos mig – både den ene og den anden tåre frem: ”Så tog han alligevel af sted/ uden stor honnør eller blot farvel/ hjerterummet favnede bredt/ men uden plads til manden selv,” lyder de første linjer. Men mod slutningen kommer så denne lille comic relief: ”Hvis du hører os, så skru ned/ Per Hansen, der er én besked:/ Hvis der er den gode Gud,/ så bringer han sgu pizza ud.” Hvorefter det gribende omkvæd gentages – igen, som jeg forstår det, for at det muntre ikke skal aflyse det tungsindige, men bare gøre det til at bære.
Noget af det eneste af kunstnerisk værdi jeg kan huske at være stødt på i min barndom, er Svantes Viser. Jeg kommer nemlig ikke fra et hjem med klaver – og da slet ikke fra et hjem med Optigan. For mig er Du Skulle Have Været Der I Går på en måde som at komme hjem – både til drengen og manden i mig selv.