Replik
Af PEER BUNDGAARD og NIELS LYNGSØ
Den 23.2. trykte Politiken vores essay Er det danske samfund strukturelt racistisk? Siden da er en del debattører gået i rette med os i indlæg rundt omkring på nettet. Og den 2.4. nåede kritikken frem til Politikens spalter i debatindlægget Racisme hører ikke fortiden til af Bissenbakker m.fl. (herefter BDP).
Vores essay kritiserede den svenske digter og kritiker Athena Farrokhzads efterhånden berømte anmeldelse af Yahya Hassans digte. Vi reflekterede i den forbindelse over, hvad ”offentligheden” er, og hvad litteraturens rolle i den kunne tænkes at være. Disse tanker er der ikke mange, der har forholdt sig til. Derimod er det faldet en del mennesker for brystet, at vi også satte spørgsmålstegn ved, om det danske samfund kan kaldes ”strukturelt racistisk”, og om racismen i Danmark kan betegnes som ”naturliggjort”.
Reaktionerne har dækket hele viften fra den besserwissende Facebook-rysten på hovedet over belærende akademiske irettesættelser til deciderede vredesudbrud. Årsagen synes at være, at mange – nu senest BDP – har draget den konklusion, at når vi anfægter påstanden om, at Danmark er et strukturelt racistisk samfund, hævder vi samtidig, at der ikke er racisme i Danmark. Det underforstås i BDP’s svar til os, især konklusionen: ”Hvis vi vil ændre på de strukturer, som privilegerer nogle af os på bekostning af andre, må første skridt være, at vi holder en pause med automatisk at afvise racismens eksistens.”
Lad os skære det ud i pap: Vi har ikke afvist racismens eksistens. Vi har intetsteds hævdet, at racisme og diskriminerende adfærd ikke findes i Danmark. For at hævde den slags skulle man være ikke blot intellektuelt blind, men også menneskeligt afstumpet.
Så spørgsmålet er altså ikke, om racismen findes, men om man med rette kan tale om en strukturel racisme i Danmark. Hvad skulle det ord i givet fald betyde?
De mange indlæg mod vores essay har ikke bragt diskussionen videre. Der mangler både gode argumenter og gode eksempler, der kunne sandsynliggøre den ”strukturelle” racismes eksistens og omfang.
BDP’s eksempler går på, at hvide mennesker i modsætning til mennesker med andre hudfarver sjældent kropsvisiteres af politi og sikkerhedspersonale, at ikke-hvide afvises af dørmænd foran diverse diskoteker, og at folk med ikke-vestlige navne har sværere ved at få adgang til boligmarkedet. Det er desværre sandt, men det er i vores øjne ikke eksempler på ”strukturel” racisme. Det er eksempler på svinsk diskriminerende adfærd.
Det nærmeste, vi kommer en forklaring på, hvad ”strukturel” racisme skulle være, er påstanden om, at racismen er ”naturliggjort” i den forstand, at det racistiske tanke- og værdisæt – hele denne undertrykkende ideologi med dens medfødte mistro til og foragt for den fremmede – er blevet indoptaget i den måde, vores samfund er ”indrettet” på, og således råder i det som en art ubevidst social ”norm”.
Dette er højst en meget vag forklaring på, hvad ”naturliggjort” og ”strukturel” racisme er. For hvad er det for en ”indretning”, der er tale om? Og hvad er en (ubevidst) ”norm”?
At racismen er en ”norm”, må betyde, at den er en tankegang, der har haft så mange ben at gå på i så lang tid, at folk derfor tager den for naturgivet. Sådan forholdt det sig fx med pædofili i det gamle Grækenland. Dér var det som bekendt en norm, at voksne mænd kunne have sex med drenge. Der var altså tale om et ”strukturelt” pædofilt samfund. Pædofili findes også i Danmark anno 2014, men det danske samfund kan ikke kaldes strukturelt pædofilt. Pædofili er forbudt ved lov og i langt de fleste kredse socialt uacceptabelt.
Pointen med denne sammenligning er ordet ”strukturelt”. Pædofili var en kulturel og social norm i det gamle Grækenland; det var en del af ”samfundsindretningen”, og i den forstand et ”strukturelt” træk. Kan man tilsvarende sige, at racismen i Danmark er strukturel? Nej. Ganske som pædofili er racisme forbudt ved lov og i langt de fleste kredse socialt uacceptabel.
Hvis man meningsfuldt skal betegne et givet samfund som ”strukturelt racistisk”, må man som minimum kunne pege på samfund, som ikke er strukturelt racistiske. Ellers har man intet sagt om det pågældende samfund, som ikke også gælder alle andre samfund. Som det fremgår, kan man udmærket skelne mellem et samfund med pædofil adfærd og et strukturelt pædofilt samfund. Hvis Danmark virkelig er et strukturelt racistisk samfund, må man altså kunne pege på andre samfund, som ikke er det. Og dermed også på den racistiske indretning, Danmark har, som ikke findes i andre samfund. Ingen har, os bekendt, endnu lavet denne simple, sammenlignende analyse.
Hvis vi skal bekæmpe racismen i alle dens udtryk, er et første skridt i den retning en mere fyldestgørende forklaring på fænomenet end den, der ligger i begrebet ”strukturel racisme”.