Strøtanker om Michel Houellebecqs Soumission
Onsdag den 7. januar 2015 udkom Michel Houellebecqs nye roman Soumission, der skildrer et fremtidigt Frankrig under en muslimsk præsident. Samme dag blev ugebladet Charlie Hebdo udsat for et terrorangreb fordi det havde publiceret satiretegninger af profeten Muhammed. Houellebecqs roman beskriver nogle borgerkrigslignende sammenstød i Paris’ gader mellem islamister og højreradikale franskmænd. Onsdag, torsdag og fredag, mens jeg læste bogen, kunne jeg på min tv-skærm se angreb på moskeer i Paris, en omfattende menneskejagt på de formodede terrorister og to gidseltagninger med adskillige døde og sårede til følge.
Jeg har aldrig oplevet et så syret og skræmmende sammenfald mellem fiktion og virkelighed. Netop derfor er det vigtigt at holde de to ting adskilt. Til en start vil jeg forsøge at tilbagevise de forudsigelige fejllæsninger, der opstår når man blander tingene sammen. Derefter vil jeg komme ind på hvad bogen efter min mening først og fremmest handler om. Og det er ikke islam.
Fejllæsningerne og romanens modus
Som led i en yderst effektiv markedsføringsstrategi offentliggjorde forlaget Flammarion kort før jul et handlingsreferat af Soumission. De som læser disse ord, kender det formentlig allerede, så jeg skal gøre det kort: Ved præsidentvalget i 2022 vælges Mohammed Ben Abbes, der er leder af et moderat muslimsk parti, og i løbet af kort tid underlægges Frankrig en mild form for sharia. Ben Abbes ender med at blive valgt fordi de traditionelle partier fra centrum-venstre og centrum-højre, der plejer at skiftes til at have præsidentmagten, for alt i verden vil undgå Front Nationals kandidat Marine Le Pen og derfor bakker op om den moderate muslim.
Ligesom vi så det i Danmark ved udgivelsen af Yahya Hassans digtsamling, har der i Frankrig været en lang række følelsesladede reaktioner fra folk der ikke har læst bogen. Selv visse anmeldere, der antagelig har læst den, forholder sig mest til et forenklet referat, der fokuserer på romanens politiske fremtidsvision. Og parallelt med Hassan-receptionen herhjemme falder de følelsesladede reaktioner i to kategorier. Den ene side ser Houellebecq som en uansvarlig islamofobisk provokatør (omtrent som Athena Farrokhzad opfattede Hassan): Denne bog bærer ved til racisternes bål. Den anden side ser Houellebecq som en heltemodig kunstner, der tør sige sandheden (svarende til Dansk Folkepartis opfattelse af Hassan) og skildre det store tabu: Europa er ved at blive islamificeret. Det de to reaktioner har til fælles, er at de entydigt opfatter Soumission som en dystopi. Den ene side ser romanen som et urealistisk og farligt skræmmebillede, den anden ser den som en nødvendig advarsel.
Begge disse automatreaktioner er forfejlede fordi de reducerer et litterært værk til et debatindlæg med et budskab. Og de er især forfejlede fordi det ikke står klart om bogens fremtidsvision overhovedet er en dystopi.
Romanens modus er hverken ”jeg frygter at” eller ”jeg håber at”, men ”tænk hvis”. Og som jeg læser Soumission, svæver den uafgørligt mellem ønskedrøm og mareridt (det vender jeg tilbage til). En god roman er ikke bærer af et synspunkt, den er bevidsthedsudvidende, den flytter grænserne for hvad det overhovedet er muligt at forestille sig, ved at åbne et flertydigt rum. Derfor er det principielt uklart hvad Houellebecq rent politisk ”vil sige” med denne roman, hvad han frygter, og hvad han går ind for. Som romanens fortæller bemærker, da han på et tidspunkt bliver spurgt om han går ind for patriarkatet: ”Jeg går ikke ind for noget som helst overhovedet” (hvorefter han opregner de fordele der trods alt er ved patriarkatet). Houellebecq er litteraturens svar på Gnavensmølf: Ingen og intet går fri af hans ætsende kritik, hverken islam eller katolicisme, hverken de troende eller ateisterne, hverken Front National eller de gamle ”anstændige” partier, hverken neoliberalisterne eller de frelste otteogtressere. Heller ikke ham selv. Romanens fortæller minder nemlig som sædvanlig om Houellebecq selv, eller i hvert fald om den persona han gestalter i medierne: en sølle og desillusioneret misantrop, der forgæves forsøger at drikke og kneppe sig ud af ensomhed og dyb depression.
François og Huysmans
Man kan skelne tre niveauer i Soumission: På ét niveau udmales den politiske fremtidsvision, på et andet skildrer fortælleren François sin trøstesløse tilværelse som universitetslærer, og på et tredje niveau udfolder denne litterat en række essayistiske betragtninger over den franske forfatter Joris-Karl Huysmans, som han er specialist i.
Det er de to sidste niveauer der fylder mest i bogen, og den læser der sidder og venter på de provokerende beskrivelser af et islamisk Frankrig, må væbne sig med tålmodighed. De første mange sider handler udelukkende om fortælleren og om Huysmans, som han ikke blot har skrevet disputats om, men også personligt spejler sig i. Undervejs i romanen skildres Huysmans’ åndelige udvikling og forfatterskab. Denne tidligere ateist ender med at omvende sig til den katolske tro. Hvad François selv ender med, vender jeg tilbage til.
François er 44 år gammel, og det første vi hører om ham, er at hans liv for længst er kulmineret: De år han skrev på sin disputats, var de bedste, det vil sige: mindst triste, og han må nu henslæbe resten af sit liv med at undervise på universitetet. Her knalder han efter tur en række unge studiner i en cyklus der følger universitetsåret: Han indleder et erotisk forhold i sensommeren, det fortsætter hen over vinter og forår uden at der opstår nogen dybere følelsesmæssig forbindelse, og i sommerferien ophører det så, fordi den unge kvinde finder en anden. Senere i bogen, hvor han er blevet fyret fra universitetet fordi han ikke er muslim, går han i stedet til prostituerede, og mod slutningen fantaserer han med en vis fortrøstning om hvordan det ville være at leve polygamt efter islamisk mønster og have et par purunge koner til at knalde med og en midaldrende kone til at lave mad. Unge studiner, prostituerede, polygami: Der er ikke den store forskel, og undervejs i romanen er der flere nøgterne skildringer af fortællerens glædesløse knepperi.
François er ude at stand til at elske. Selv Myriam, som han betegner som højdepunktet i sit kærlighedsliv, kan han ikke knytte sig til. Hun er jøde, og da den muslimske samfundsorden efterhånden etablerer sig, rejser hun, ligesom så mange andre franske jøder, til Israel. François gør intet for at forhindre det og vil ikke tage med. Allerede tidligt fortæller han om Myriam, der på det tidspunkt er en af hans mange eks-elskerinder, og som han i sin ensomhed har inviteret hjem på takeaway-sushi:
”Jeg havde stadig ikke lyst til at få et barn med hende, eller til at deles om arbejdsopgaverne eller købe en babybæresele. Jeg havde ikke engang lyst til at kneppe, okay, jeg havde måske lidt lyst til kneppe, men samtidig også lidt lyst til at dø, jeg vidste det kort sagt ikke rigtigt længere, og jeg begyndte at føle en let kvalme, hvad fanden er det for noget lort de laver på Rapid’Sushi?”
Fra kernefamilie over knep til kvalme: Det er Houellebecqs burleske komik i en nøddeskal. Samfundets værdier, ædle følelser og alt åndeligt og højttravende trækkes ned på jorden med henvisning til kropsfunktioner og lavpraktik. Soumission er sine steder fortvivlende morsom.
Frankrig som islamisk stat
Præsident Ben Abbes beskrives som en overordentlig dygtig politiker, der har indset at det mål jihadister og salafister stræber mod – islamificeringen af Frankrig, Europa og verden – er langt nemmere at nå med fredelige midler end med vold og terror. Der er altså tale om en demokratisk overgang til Islam. Bortset fra enkelte borgerkrigslignende sammenstød, der forties af medierne og de traditionelle partier fordi de ikke vil bære ved til Front Nationals racistiske bål, er det en fredelig revolution. Ben Abbes indfører en moderat version af sharia: Hverken hænder eller hoveder bliver hugget af, og ingen bliver stenet. Kvinderne skal bære slør og forlade arbejdsmarkedet, på den måde forsvinder arbejdsløsheden, og det statslige undervisningssystem bliver styrket økonomisk og omlagt således at kun muslimer må undervise. Mange franskmænd konverterer for at bevare deres stillinger. De katolske skoler og institutioner bliver ikke lukket, de bliver bare nedprioriteret økonomisk. Jøderne bliver ikke forfulgt, de forlader Frankrig helt af sig selv. Det hele foregår tilsyneladende stille og roligt. Franskmændene underkaster sig uden synderlig modstand.
Udenrigspolitisk er Ben Abbes’ vision kort fortalt at islamificere EU og samtidig foretage en geopolitisk forskydning af Unionen, der skal optage en række nordafrikanske lande og således lægge sig rundt om Middelhavet. Det der skal forene landene i denne nye euro-arabiske stormagt, er naturligvis den fælles religion.
Islam erobrer kort sagt Europa på samme måde som Kristendommen gjorde det da Romerriget faldt: Et splittet, dekadent og åndløst rige er i forfald, men bliver frelst af en mellemøstlig religion, der medbringer økonomiske ressourcer, åndelig vejledning, et patriarkalsk familiemønster og et velordnet samfund, kort sagt det man kalder en civilisation. Sådan lyder, parafraseret, én af bogens stemmer i det mindste. Hvilket naturligvis ikke betyder at det er Houellebecqs prognose, endsige hans håb.
For en af grundene til at man ikke kan læse Soumission som et simpelt udtryk for et politisk synspunkt, er at Houellebecq, ligesom de fleste andre romanforfattere, taler i mange tunger: Jegfortælleren har sine illusionsløse synspunkter, flere bipersoner fremfører alenlange monologer, der argumenterer for og imod det ene og det andet, og dertil kommer at det, i hvert fald for mig, indimellem er svært at afgøre hvor grænsen går mellem ironi og oprigtighed.
Det fremtidige muslimske Frankrig fremstilles neutralt, og fortælleren forholder sig apatisk til de omvæltninger der finder sted. Islamificeringen af Frankrig er i en vis forstand ude af fokus i romanen, det er noget der foregår i baggrunden og nævnes en passant mens vi følger François når han går i supermarkedet efter rødvin, cigaretter og frosne færdigretter. Det er sigende, og endnu et udslag af den burleske komik, at han går glip af de afgørende øjeblikke i en tv-debat under præsidentvalget fordi hans defekte mikrobølgeovn giver sig til at udsende en øredøvende støj.
Hvad bogen først og fremmest handler om
Der er et par sammenligninger der ligger lige for: George Orwells 1984 (1949) og Aldous Huxleys Fagre nye verden (1932), de to vigtigste dystopier i det tyvende århundreds litteratur. Houellebecq indskrev sig allerede med Elementarpartikler (1998) og Muligheden af en ø (2005) i denne fremtidsfantaserende tradition. Fælles for Orwell, Huxley og Houellebecq er at de leverer en kritisk analyse af deres egen samtid ved at ekstrapolere nogle tendenser til et tænkt fremtidsscenarie. Forskellen er at Houellebecq er langt mere tvetydig i sin valorisering af fremtidssamfundet, der som nævnt ligger i en foruroligende gråzone mellem dystopi og utopi.
Huxley nævnes eksplicit i Elementarpartikler. Bruno, en af bogens to hovedpersoner, siger et sted at alle opfatter Fagre nye verden som et totalitært mareridt, men at det er noget vrøvl. Fagre nye verden er tværtimod hans idé om Himmerige: Der er fuld seksuel frihed, man har fundet midler til at standse kroppens aldring, og alle kan nyde livet.
Det er varianter af en sådan fager ny verden, der beskrives både i Muligheden af en ø og i Soumission. I Muligheden af en ø er det en nyreligiøs sekt der ved hjælp af genmanipulation og kloning har revolutioneret både samfundet og det enkelte menneskes tilværelse. I Soumission gør Islam det samme uden genteknologiske hjælpemidler. Begge romaner fantaserer om en velordnet og anæstetiseret fremtid fordi nutidens tilværelsen er uudholdelig. Og det er præcis dét Soumission (og Houellebecqs øvrige romaner) i mine øjne primært handler om: Den uudholdelige tilværelse. Islamificeringen af Frankrig – som bogen er blevet lanceret på – fungerer ligesom Huysmans som en spejling af François’ mistrøstige følelsesliv: Han falder fra hinanden i takt med Den femte republik.
Igen og igen giver fortælleren udtryk for akut tab og forfærdende ensomhed: ”Pludselig blev jeg overmandet af en følelse af at alt kunne forsvinde,” hedder det et sted, og et andet: ”Havde jeg i det mindste det elementære mod til at begå selvmord? Det var ikke engang sikkert.” Den lavmælte fortvivlelse præger fortællestemmen og dermed romanen, og fortvivlelsen fremstilles i mindre grad som et individualpsykologisk problem end som et eksistentielt grundvilkår – og som samfundsskabt.
Fortvivlelsen kan læses som samfundsskabt for så vidt som den opstår i samtidens Frankrig, hvor fællesskaber, hvad enten det er familien eller nationen, er i opløsning, hvor flere og flere lever alene og forsøger at dulme smerten med grasserende forbrugerisme og promiskuøs sex, og hvor afstanden mellem befolkningen og dem der taler på befolkningens vegne (politikerne, journalisterne) vokser sig stadig større. Den vestlige civilisation er dødsdømt, den er degenereret til åndløs dekadence og liberalistisk egoisme: Det er fortvivlelsens årsag. Men fortvivlelsen kan samtidig læses som et eksistentielt grundvilkår, der kan opleves i alle historiske epoker og i alle samfund. For også Huysmans, der levede fra 1848 til 1907, kendte fortvivlelsen.
Fra kastet til underkastet
Huysmans endte som nævnt med at omvende sig til katolicismen, og i sin identifikation med den gamle forfatter nærmer François sig også den katolske tro, han besøger blandt andet et kloster. Her filosoferer han over at man ikke havde noget klart begreb om individualitet i middelalderen, ”og jeg mærkede også selv hvordan min individualitet opløste sig,” fortæller han ved oplevelsen af noget der ligner en religiøs åbenbaring foran en statue af Jomfru Maria: Han føler sig svimmel – ”eller også var jeg bare sulten”. Katolicismen er ikke en løsning. Men hvad med islam?
Bogens sidste sider er skrevet i konditionalis, også kaldet datids fremtid. De er med andre ord omgærdet af et massivt ”hvis”: Hvis jeg konverterede til islam, ville det og det ske. Hvorefter der følger en beskrivelse af selve ceremonien, genansættelsen på universitetet og et polygamt ægteskab med et par tilslørede studiner. Men om alt dette faktisk sker, henstår altså i det uvisse.
Er denne mulige omvendelse en ønskedrøm eller et mareridt? De sidste sætninger i 1984 lyder: ”But it was all right, everything was all right, the struggle was finished. He had won the victory over himself. He loved Big Brother.” De sidste sætninger i Soumission lyder: ”Det ville være chancen for et nyt liv, der ikke havde meget at gøre med det foregående./ Jeg ville ikke have noget at fortryde.” Er François som hovedpersonen i 1984 bukket under for totalitarismen? Eller har han omsider fundet en vej ud af sin fortvivlende ensomhed?
Det vides ikke. Men den mulige løsning på fortvivlelsens problem som romanen præsenterer, er altså islam. Religion er som bekendt opium for folket. Men måske er det et rusmiddel der er brug for. En nødvendig anæstesi.
Ordet islam kan oversættes til ”underkastelse”, bogens titel, og med en eksplicit henvisning til romanen O’s historie, den måske mest berømte skildring af kvindelig masochisme, lægger Soumission ikke skjul på parallellen, der formuleres af en biperson:
”Topmålet af menneskelig lykke består i den mest fuldkomne underkastelse […]. For mig er der en forbindelse mellem kvindens fuldstændige underkastelse under manden, sådan som det beskrives i O’s historie, og menneskets underkastelse under Gud, sådan som Islam fremstiller det.”
I Muligheden af en ø bliver den nyreligiøse sekt, og ikke mindst dens leder, fremstillet med sarkastisk bid. Det er mit indtryk at kritikken af islam i Soumission er mindre hårdtslående, ja, at denne religion og præsident Ben Abbes både spiddes og tilkendes visse forsonende træk. Det er i så fald nye toner fra ateisten Houellebecq. Når man som grundvilkår på eksistentialistisk vis er kastet ud i tilværelsens meningsløshed, kan det måske være en løsning at underkaste sig? Når man ikke magter at bære ansvaret for sit eget elendige liv, er det så ikke bedre at overlade det til de højere magter?
Litteraturens lys i mørket
Jeg nævnte indledningsvis at ingen og intet går fri af Houellebecqs ætsende kritik. Det passer ikke helt. Der er én person der fremstilles entydigt positivt, og det er Huysmans. Han er bogens helt, og det er han fordi han er den eneste François kan knytte sig til. Det kan man nemlig med forfattere:
”Kun litteraturen kan give én denne fornemmelse af kontakt med et andet menneskes bevidsthed, med denne bevidsthed i sin helhed, med dens svaghed og dens storhed, dens begrænsninger, dens småtterier, dens fikse ideer, dens overbevisninger; med alt det som bevæger den, interesserer den, ophidser den eller frastøder den. Kun litteraturen gør det muligt for én at komme i kontakt med en afdøds bevidsthed på en mere direkte, mere fuldstændig og dybere måde end selv samtalen med en ven […]. En forfatter er først og fremmest et menneske, der er til stede i sine bøger […]. At man elsker en bog, betyder først og fremmest at man elsker dens forfatter, at man har lyst til at være sammen med ham igen, at man har lyst til at tilbringe sine dage i hans selskab.”
Sådan har François det med Huysmans (og sådan har jeg det med min sortsynede ven Houellebecq). Litteraturen fremstilles altså som en empatiteknologi, som en opfindelse der gør det muligt at få nærkontakt med et andet menneske på tværs af kultur, tid og ideologi, og at mærke at der er noget genkendeligt i dette andet menneske, selv om vedkommende står i nogle andre omstændigheder og vælger nogle andre løsninger end én selv.
Bemærkningen om litteraturen falder helt tidligt i bogen, og som jeg læser den, knytter den indirekte an til det samfundsmæssige niveau: Totalitarisme – hvad enten det er islamisme eller højreradikalisme – arbejder som bekendt med stærke gruppeidentiteter, som alle individer indordnes under: Mennesker reduceres til ”muslimer” eller ”franskmænd”. Men den forfatter man møder i de romaner han eller hun har skrevet, er et eksempel på det enkelte menneske – et unikt individ på godt og ondt, ikke bare en repræsentant for en kategori. Måske er romaner af den grund en god kur mod totalitarismens umenneskeliggørelse af ”de andre”? Det lyder jo næsten opbyggeligt. Houellebecq, opbyggelig? – Måske er verden virkelig ved at gå under.
Disse strøtanker er baseret på en første hurtig læsning. Tid og eftertanke vil muligvis føre mig til at revidere nogle pointer. Oversættelserne af citaterne fra romanen er mine egne og også foreløbige, for så vidt som jeg netop har sagt ja til at oversætte Soumission og derfor heldigvis vil få lejlighed til at revidere dem. En dansk oversættelse kan forventes i september eller oktober.