Indhold

Præludium
	FORORD: FORTVIVLELSE OG HÅB INDLEDNING TAK

VIDENSKAB. Tre variationer
	MATEMATIK
		Matematikkens struktur og epistemologi Leibniz’ metafysik og matematik. Netværket Historiens monadiske netværk
	HUMANVIDENSKABER
		Dumézils komparative myteanalyse En meditation af La Fontaine En fabel af Descartes
	NATURVIDENSKABER
		Det encyklopædiske projekt Mekanik, termodynamik, kybernetik Litteratur og billedkunst. Historien

Interludium: LITTERATURVIDENSKAB
	TEKSTENS STRUKTUR & EPISTEMOLOGI FYSISK LITTERATURVIDENSKAB LITTERATURVIDENSKABEN I PERSPEKTIV

METAFYSIK. Tre variationer
	VERDENS STRUKTUR & EPISTEMOLOGI
		Biologi. Organismens netværk Det objektive transcendentale Den forståelige verden. Øhavet
	STRUKTURPROBLEMER
		Fra algebra mod topologi og energetik Netværkets begrænsninger Hvirvlen i vandet
	MANGFOLDIGHEDER
		Det mangfoldige som sådan Metafysikkens topologi og energetik Tid og rum. Historien med verden som model

Interludium: TÆNKNINGENS SPROG
	SPROG & METASPROG TÆNKNING MED STIL ANALOGI & ERKENDELSE

ETIK. Tre variationer
	KOLLEKTIVETS OPSTÅEN
		Myte og historie. Jokere Indvielse og grundlæggelse Sociale mangfoldigheder
	RELIGION
		Jupiter i Nordvestpassagen Subjekt, død, objekt Den arkaiske nutid
	OBJEKTIV ETIK
		Forbundne netværker. Økologi Det ondes konstans Etikkens problemer

Interludium: KEGLER, ROMBER, STJERNER
	METAFYSISKE FIGURER ETISKE FIGURER ÆSTETISKE FIGURER

ÆSTETIK. Tre variationer
	TEKNISK FORSPIL TIL ÆSTETIKKEN
		Energi, sansning, information Fra materiel til logiciel En musisk cusp
	SANSER & SIMULAKRE
		Simulakre Sanser og erkendelse Det sande og det skønne
	HARLEKINS VERDEN
		Blandede legemer Harlekin og det lokale cogito Verden, sjælen, Gud

Postludium
	EN SLAGS SLUTNING BIBLIOGRAFI INDHOLDSFORTEGNELSE

Gå til toppen af siden

Forord: Fortvivlelse og håb

Man kunne sige, som i Kejseren af Månen,
at alt er som her overalt og altid, på nær
størrelsen og graden af fuldkommenhed.

G.W. Leibniz

Alt er overalt som her, i alle henseender identisk
med det man almindeligvis kan se på jordkloden.
Bortset fra at størrelsen og graden af
skønhed ændrer sig.

Michel Serres

Det er vanskeligt at give en fremstilling af et eller flere aspekter af Michel Serres’ filosofi. Uanset hvilket aspekt man måtte vælge – det videnskabelige, det metafysiske, det etiske, det æstetiske osv. -, vil man hurtigt og uvægerlig blive sendt rundt i så godt som alle de andre. Ikke alene hænger disse aspekter i eksorbitant grad sammen, Serres filosofi er denne sammenhæng. Man kan derfor ikke afgrænse og undersøge nogle få af dens aspekter, hvis man virkelig vil begribe den. – Man kunne her indvende, at de fleste filosofiske forfatterskaber hænger sammen, hvilket i en vis – banal – forstand er sandt. Men vi vil hævde at Serres’ forfatterskab er karakteristisk derved, at det ikke alene i sjælden grad hænger sammen, men selv konstant og insisterende tematiserer denne sammenhæng, således at ingen filosofisk pointe kan henføres til et enkelt aspekt, men altid befinder sig i et krydsfelt mellem adskillige aspekter. Jo mere komplekst dette krydsfelt er, jo væsentligere forekommer den filosofiske pointe. Heraf følger det, at jo færre aspekter man begrænser sig til, jo mindre forstår man.

Dette er et fortvivlende perspektiv for den, der vil skrive en afhandling: Man er nødt til at tage det hele med. Og Serres inddrager i sin tænkning algebra, antropologi, billedkunst, geometri, kybernetik, litteratur, mængdelære, mekanik, myteanalyse, topologi, termodynamik, videnskabshistorie… you name it. Men på en vis måde er det hele til stede overalt, aux degrés de grandeur et de perfection près. For Serres’ essays fremstiller ikke disse emner som adskilte vidensområder, men snarere som forskellige strata, tæpper, der er flikket sammen og foldet ind i hinanden som et komplekst kludetæppe. Derfor vil man eksempelvis i et essay om den moderne matematiks epistemologi også kunne læse om bla. Leibniz’ metafysik og Einsteins relativitetsteori, ligesom man i en “mono”grafi om forfatteren Zola vil kunne læse om bla. termodynamik, psykoanalyse, genetik og økonomi. Den radikale[1] insisteren på aspekternes sammenhæng – der som nævnt forekommer os at være et ærkekarakteristisk træk for Serres’ filosofi, og som næppe genfindes hos ret mange andre end Serres’ store forbillede, filosoffen, matematikeren, juristen, m.m. Gottfried Wilhelm Leibniz (1646-1716) – er således ikke blot et tomt postulat, men realiseres helt ned i det enkelte essay, ofte ned i enkelte afsnit og ved særligt kontrapunktiske lejligheder helt ned i en enkelt sætning eller sågar et enkelt ord.

Dette forhold åbner anderledes håbefulde perspektiver for den før fortvivlede: Man kan nøjes med at skrive om et enkelt eller nogle få essays, man vil alligevel have begrebet det væsentlige: sammenhængen. Imidlertid opstår der straks et nyt problem: Man kan ikke skrive om denne sammenhæng uden at gentage den: Eller med lidt andre ord: Man kan kun skrive om Serres’ filosofi ved at gentage den. Denne påstand kræver en uddybning: Det drejer sig vel at mærke ikke om en almen “dekonstruktiv” pointe om, at enhver tekst rabler videre over andre tekster, at alt er tekst osv. Det er en specifik følge af netop Serres’ filosofi, og sandsynligvis ikke sandt i ret mange andre tilfælde[2]: Den radikale insisteren på sammenhæng er nemlig (bla.) et opgør med, hvad der overhovedet forstås ved begrebet viden: Kludetæppet, dvs. den (kærligt) forenede viden, er filo-sofi, mener Serres, mens afgrænsningen (i aspekter), definitionen, kritikken, (fra)valget eller generelt: adskillelsen for ham at se intet har at gøre med viden, men derimod er et udtryk for had, magt og ondskab, som river det filosofiske kludetæppe i stykker. Dette skaber et problem for en almindelig akademisk, videnskabelig tradition: Når Serres afviser, eller i hvert fald betvivler, denne traditions grundantagelser[3], ville en anvendelse af disse i en afhandling om hans filosofi da ikke være et udtryk for en grundlæggende misforståelse af den? Kan en traditionel kritisk og rationel videnskabelighed sige noget som helst fornuftigt om Serres, når hans videnskabelighed netop anfægter det kritiske og forsøger at nytænke det rationelle? Næppe. – Hvis man derimod beslutter at afvise den kritisk-akademiske tradition og skrive med Serres, på hans præmisser, opstår et lige så alvorligt problem: Hvorfor overhovedet skrive en afhandling, hvis den blot er en (udvandet) gentagelse? Hvorfor spilde sin egen og andres tid med en halvdårlig fotokopi af en filosofi, som læses langt bedre hos ophavsmanden selv?

Fortvivlelsen melder sig igen. Men Serres’ filosofi har endnu et karakteristisk træk, som vi ikke har nævnt, og som måske kan bringe håbet tilbage: Den er lynende hurtig. Og hastigheden stiger i løbet af forfatterskabet: I de tidlige bøger er der fodnoter med litteraturhenvisninger, men i selve teksten forklares ofte meget lidt om de forskellige aspekter der inddrages, – og det er som nævnt en viden af encyklopædisk omfang, ikke blot f.eks. fagmatematisk. Serres bruger fagterminologi og videnskabelige resultater fra stort set alle områder, men er samtidig ret karrig med uddybende forklaringer. Han forudsætter simpelthen, at læseren er bekendt med al denne viden. I løbet af forfatterskabet forsvinder selv de sparsomme fodnoter, og efterlader den uvidende læser hjælpeløs over for en nu frit i luften svævende filosofi, der vel at mærke intet har mistet i strenghed og præcision, men blot har vundet i hastighed. Især fra og medGenèse er det som om Serres springer alle mellemregninger over og leverer en flyvende strøm af facit hele vejen. Aspekterne – her forstået som syns- eller referencepunkterne – fortaber sig, og det filosofiske krydsfelt står næsten alene tilbage; sammenhængen er der, kunne man sige, men ikke de ting der hænger sammen[4]. Her øjnes et håb for en afhandling. Man kunne forsøge at bringe denne supersoniske tænkning lidt nærmere jorden. Ikke som en traditionel akademisk kritik af en “poetisk” eller forvrøvlet, men i begge tilfælde “uvidenskabelig” tænkning, og ikke som en bevidstløs kopi i samme overlydstempo (et sådant forsøg ville efter al sandsynlighed miste en hel del i præcision). Men derimod som en variation i en lavere hastighed, tættere på referencepunkterne, og med en større grad af uddybning. På denne måde kan man følge Serres’ filosofi uden at kopiere den og uden at bryde med dens grundlæggende præmis: sammenhængen.

Det er i al fald vort håb.

Denne afhandling vil derfor fremstå som en række variationer over Serres’ filosofi. Variationer, der skrider frem i en lidt tungere skridtgang end Serres’ egen, og som så at sige inddrager flere mellemregninger, uden at miste interessen for resultaterne. Det lavere tempo undgår ikke at øge opmærksomheden over for de dele af Serres’ tænkning, som viser sig vanskelige at forstå eller direkte uholdbare. Variationerne vil altså nok være parafraserende til en vis grad, men ikke ganske ukritiske, og de vil forsøge både at uddybe aspekterne (vi har taget så mange med som det har været os muligt) og at se på deres indbyrdes sammenhæng. Serres tematiserer som nævnt selv denne sammenhæng, og at den virkelig findes, og dét ofte i forbløffende grad, vil vi forsøge at vise. Det er for så vidt vores grundlæggende tese: Tout est partout comme ici. Denne tese ville imidlertid være meningsløs, hvis ikke den blev fulgt af en undersøgelse af disse degrés de grandeur et de perfection. Denne afhandling kan betegnes som en sådan undersøgelse.

Det vi præsenterer er altså en overvejende intern læsning af hele Serres’ forfatterskab. Vi vil således ikke i nogen væsentlig grad sammenholde Serres med hverken den filosofiske tradition eller vor egen tids tænkere[5]. Når vi har valgt at koncentrere os om den interne læsning, skyldes det at Serres’ forfatterskab endnu er forbavsende dårligt kortlagt i forhold til det faktum at det nu har udfoldet sig i mere end tredive år og for nylig har skaffet sin ophavsmand en hæderfuld plads i det franske akademi. Serres-receptionen er på det nærmeste ikke-eksisterende[6]. Havde der været tale om en velbeskrevet tænker, ville en perspektiverende læsning af en art måske være mere oplagt. Men da det altså ikke er tilfældet, har vi sat os det mål at forsøge en første kortlægning af Serres’ forfatterskab. Ambitionen er at komme rundt i hele dette relativt ubeskrevne filosofiske landskab. Der bliver naturligvis langt fra tale om nogen endegyldig kortlægning, blot om nogle pejlemærker og hovedlinier. Og disse er foreløbige, må det tilføjes, thi forfatterskabet udvides stadig i en jævn fart af ca. en bog om året.

Serres betegnes ofte – med rette, forekommer det os – som en særdeles egensindig tænker; hans bøger er, selv for trænede læsere, vanskelige, krævende. Vores fremstilling undgår derfor ikke et vist pædagogisk præg: Teksten må udlægges.

Det er vores håb, at denne afhandling vil øge udbyttet ved (gen)læsning af Serres’ egne fremstillinger, hvor man tillige – hvad der sandelig ikke er uvæsentligt – vil kunne nyde den skønhed og elegance, som vi i vores fremstilling har måttet vælge, ak!, at give afkald på.

[1] Lad os en passant glæde os over at dette ord på dansk har fået en ejendommelig dobbeltbetydning pga. et lille politisk parti: Radikal kan både betyde yderligtgående, ekstremistisk o.l. (svarende til den etymologiske betydning af radix: at gå til rødderne) og vagt tøvende i en både-og midterposition, jvf. folkeviddet, der morer sig over at de radikale på ethvert spørgsmål svarer med et rungende ‘Måske’. Denne paradoksale dobbeltbetydning af ordet radikal passer forbavsende godt på Serres, der kan siges at være yderligtgående vag, ekstremt i midten osv. (Der er i øvrigt næppe andre forbindelser mellem det nævnte politiske parti og filosoffen).

[2] For blot at nævne to meget forskellige modeksempler kan man som vi ser det udmærket skrive om både Lyotards og Aristoteles’ tænkning uden at det bliver en gentagelse af helheden, thi man kan selektere fra disse to – og de fleste andre – tænkere uden at bryde med deres filosofiske præmisser; man kan uden at miste noget fremstille aspekter af deres tænkning, hvilket efter vores mening altså ikke gælder i tilfældet Serres.

[3] Foruden begreber som kritik og definition afviser Serres generelt metasprogets mulighed (muligheden for at ‘hæve sig op over’ og beskrive noget ‘udefra’), ligesom det traditionelle videnskabelige krav om entydighed selvsagt afvises, ja, sine steder nærmest modarbejdes. Også et så centralt begreb som ‘metode’ revideres hos Serres. Vi uddyber naturligvis disse ting nedenfor.

[4] Lad disse linier være en – hurtig – karakteristik af Serres’ stil. Vi uddyber nedenfor.

[5] Skulle man vælge en af disse eksterne læsninger, ville den filosofiske tradition være den mest oplagte, eftersom Serres i langt højere grad diskuterer med den, end med andre samtidige tænkere. Vi undgår ikke helt de eksterne sammenligninger, men de vil kun blive relativt sporadiske. Dette gælder dog ikke Leibniz, der vil få en noget grundigere behandling, eftersom han utvivlsomt er Serres’ allervæsentligste samtalepartner.

[6] Der er så vidt vides kun skrevet én bog om Serres, mens to tidsskrifter har viet ham temanumre. Bogen er Anne Crahays La Mutation du cogito, en udmærket bog, der imidlertid koncentrerer sig om det fagfilosofiske og kun relativt overfladisk berører Serres’ encyklopædiske projekt; æstetikken og etikken er således næsten helt udeladt. Tidsskrifterne er det franske Critique i 1979 og det danskeRes i 1991. Derudover findes der spredte artikler, ligesom Serres også indgår i nogle amerikanske forfatteres ‘kulturanalyser’ – N.K.Hayles’Chaos Bound, W.R. Paulsons The Noise of Culture – der blander kaosteori og poststrukturalisme til en ikke altid lige vellykket cocktail. Intetsteds er der forsøgt et samlende syn på hele Serres’.

Gå til toppen af siden